mboost-dp1

Wikimedia

Flere britiske selskaber vil begynde at implantere mikrochips på ansatte

-

En række britiske selskaber vil indføre implanterede mikrochips under huden på deres ansatte.

Mikrochips på størrelse med et riskorn kan bruges til at lagre sundhedsdata, åbne døre og låse biler op på samme måde som et ID-kort. Sådan nogle mikrochips vil flere britiske selskaber implantere på deres ansatte.

Det skriver The Guardian.

Det britiske selskab BioTeq tilbyder blandt andet disse mikrochips til firmaer og privatpersoner, og de har allerede implanteret dem på 150 personer i Storbritannien.

Svenske Biohax, der før har samarbejdet med de svenske statsbaner om chip-billetter, fortæller desuden, at de er ved at lave aftaler med flere britiske firmaer omkring at implantere mikrochips på deres ansatte – blandt andet et stort firma med hundredetusindvis af ansatte.

Confederation of British Industry, der repræsenterer 190.000 virksomheder, og TUC, der er en samling af fagforeninger, er begge bekymrede for at teknologien kan bruges til at spore ansatte, og at ansatte vil blive presset af arbejdsgivere til at få implanteret en chip.

Samsung

Samsung lancerer ny klap-smartphone i Asien

-

W2019 er en ny klap-smartphone fra Samsung, der er på vej til Kina og Sydkorea.

Klaptelefonen lever videre i smartphone-form i Kina og Sydkorea – blandt andet takket være Samsungs nye W2019.

Således har denne klaptelefon hele to Super AMOLED-skærme i fuld HD – en på ydersiden og en på indersiden, når man klapper den op og finder et klassisk nummer-tastatur.

Derudover har den en Snapdragon 845-processor, det samme dobbelt-kamera som Galaxy S9 og Note 9, 6 GB RAM, op til 256 GB lagerplads, et 3.070 mAh-batteri og en fingeraftrykslæser på siden.

Den har ikke en minijack-port, hvilket kan være et tegn på, at Samsung vil følge nutidens trend og droppe denne port på deres nye telefoner – hvilket rygter netop har peget på, vil være tilfældet med Galaxy S10.

Prisen er endnu ikke afsløret.

Apple

Apple bekræfter: T2 sikkerhedschip kan blokere uofficiel reparation af Macs

-

Apple bekræfter, at deres relativt nye T2 sikkerhedschip kan blokere tredjeparts-reparation af Mac-computere.

Apple har bekræftet over for The Verge, at deres T2 sikkerhedschip, der blandt andet findes i den nye MacBook Air og Mac Mini, kan bruges til at begrænse uofficiel reparation af computerne.

Dette gælder for bestemte dele på nyere computere. Computernes motherboard og Touch ID-fingeraftrykssensor er nogle af de dele, som Apple har bekræftet, at de kan begrænse reparationen og udskiftningen af.

Et lækket dokument fra oktober tydede også på, at Apple bruger T2-chippen til at blokere reparation og udskiftning af visse dele på MacBook Pro fra tidligere i år. Dette gør de ved, at man i teorien skal køre en bestemt proprietær software for at færdiggøre reparationen.

Dog kunne iFixit godt foretage reparationer uden problemer med blokering, hvilket tyder på at blokeringen af reparationer via chippen ikke er aktiv endnu, eller at der skal mere til, før at blokeringen rammer.

Apple siger selv, at de fleste reparationer ikke kræver brug af den proprietære software, men har stadig ikke sagt, hvilke reparationer som gør.

Carlos Jones / ORNL

De to hurtigste supercomputere i verden er nu amerikanske

-

USA har nu de to hurtigste supercomputere i verden.

De to amerikanske supercomputere Summit og Sierra bruger begge IBM-teknologi og er nu de to hurtigste i verden, skriver The Verge.

Summit overhalede allerede den tidligere kinesiske etter-supercomputer, Taihulight, tilbage i juni. Nu har amerikanske Sierra også overhalet kineserne – og Summit er samtidig blevet opgraderet.

Ranglisten, der bliver opdateret to gange om året, måler hurtighed ud fra den matematiske LINPACK-test.

Summit kunne tidligere udføre testen med 123,3 petaFLOPS og kan nu gøre det med 143,5 petaFLOPS, hvilket svarer til 143,5 billiarder matematiske udregninger i sekundet.

Sierra er også blevet opgraderet fra at kunne udføre testen med 71,6 PFLOPS til 94,6 PFLOPS, hvilket skaffede supercomputeren andenpladsen.

Fem af supercomputerne i top 10 er amerikanske og to er kinesiske, imens at Schweiz, Japan og Tyskland hver har en med i top 10. Danmark er ikke at finde på top 500-listen.

OnePlus

OnePlus lancerer 5G-telefon tidligt i 2019: Bliver ikke OnePlus 7

-

OnePlus lancerer en af de første 5G-telefoner i starten af 2019, men der er ikke tale om OnePlus 7.

OnePlus har planer om at udgive en af verdens første 5G-telefoner i starten af 2019, men de bekræfter nu også, at deres næste flagskib – formentlig med navnet OnePlus 7 – ikke vil understøtte 5G.

Det fortæller en talsmand fra OnePlus til den spanske version af Cnet.

Deres nye 5G-telefon bliver i stedet en del af en ny smartphone-linje fra OnePlus, så de i stedet udgiver mindst tre telefoner næste år.

Grunden til dette er, at selskabet ikke vil gøre deres flagskibe – OnePlus 7 og 7T – meget dyrere ved at inkludere 5G-understøttelse.

Wikimedia

Ny overvågningsteknologi i Kina: Kan genkende personer på deres gangart

-

Kina er begyndt at bruge overvågningsteknologi, der kan identificere personer ud fra den måde, de går på.

I Beijing og Shanghai er man begyndt at bruge ny overvågningsteknologi, der gør det muligt at identificere maskerede personer ved hjælp af deres gangart, skriver Associated Press.

Watrix er et af de selskaber, der leverer denne teknologi. Deres system kan genkende en person op til 50 meter væk ud fra den måde de går på. Teknologien bliver angiveligt ikke snydt af, at en person eksempelvis halter.

Systemet virker ved, at det bliver fodret med video, hvor en person går, hvorefter der kan laves en model af personens gangart.

Watrix hævder selv, at teknologien er 94 % sikker, men det skal siges, at deres tests ikke bliver udført live, og deres resultater er heller ikke blevet bekræftet af nogle ude fra.

Forskere fra forskellige lande har eksperimenteret med denne slags teknologi i flere år, men det er sjældent blevet kommercialiseret og indført på denne skala.

Wikimedia

Apple-patent gør det umuligt at tage headset på den forkerte vej

-

Et nyt Apple-patent betyder, at det er umuligt at vende ens over-ear headset forkert.

Apple har været rygtet til at være på vej med et over-ear headset i et stykke tid. Nu viser et nyt patent fra selskabet, at dette rygtede headset kan få nogle nye funktioner – blandt andet vil det være umuligt at vende det forkert.

9To5Mac har opdaget patentet, der beskriver et headset, hvor hver ear cup har fem mikrofoner indbygget, der kan bruges til at finde ud af, hvad vej man tager headsettet på, og indstille højre og venstre lydkilde i forhold til dette.

Samme mikrofoner vil også kunne bruges til at give headsettet såkaldte beamforming-funktioner, ligesom det er tilfældet på Apples Homepod-smart-højtaler, der kan sortere høj musik fra, når man skal bede AI-assistenten Siri om noget.

Det betyder, at headsettet vil kunne sortere baggrundsstøj fra, når man bruger det til eksempelvis at tale i telefon.

Xiaomi

Xiaomis gaming-smartphone kommer til Danmark – inklusiv gamepad

-

Xiaomis gaming-telefon, Black Shark, kommer til Danmark denne uge – inklusiv gamepad med analog-pind.

Ligesom Razer har gjort det, så har Xiaomi også lanceret en gaming-telefon. Navnet er Black Shark og den kommer nu til Europa og Danmark i denne uge.

Hvis man køber telefonen får man også en Black Shark Gamepad, der er et cover med en analog-pind, som man sætter på siden af telefonen, så man bedre kan styre rundt i spil.

Black Shark er også verdens første vandkølede gaming-smartphone, og det vandkølede system kan reducere temperaturen på telefonen med op til otte grader.

Derudover har Black Shark en Snapdragon 845 processor, en Adreno 630 GPU, op til 8 GB RAM, op til 128 GB lagerplads og et 4.000 mAh-batteri.

Xiaomi Black Shark kommer til Danmark og 28 andre europæiske lande den 16. november. Prisen er endnu ukendt, men i Kina koster den lidt over 3.000 kroner – altså vil den formentlig koste lidt mere end det i Danmark med diverse afgifter.

Hoversurf / YouTube

Dubais politi vil bruge ‘hoverbikes’ som udrykningskøretøjer

- , indsendt af Ufomekaniker

Politiet i Dubai er ved at øve sig i at flyve på såkaldte ‘hoverbikes’.

Dubais politi lavede en aftale med det amerikanske firma Hoversurf sidste år. Nu har politiet i storbyen modtaget de såkaldte ‘hoverbikes’ fra firmaet og er begyndt at øve sig i at flyve på dem.

Det skriver CNN.

Disse ‘hoverbikes’, der er krydsning af en drone og en motorcykel, skal bruges som udrykningskøretøjer, når politiet skal steder hen, der er svære at nå.

Dubais politi regner med at køretøjerne bliver sat i brug i 2020.

Privatpersoner, der er interesseret i at eje en ‘hoverbike’, kan også bestille en af Hoversurf for en pris på 150.000 dollars.

Samsung

Samsungs telefon med foldbar skærm koster angiveligt over 1.700 dollars

-

Samsungs nyafslørede smartphone, der kan bruges som telefon og foldes ud til en tablet, kommer angiveligt til at koste mere end 1.700 dollars.

Samsungs telefon med foldbar skærm får angiveligt navnet Galaxy F og kan komme til at koste helt op til 1.770 dollars.

Det fortæller industri-kilder til Yonhap News Agency.

Samsung regner med at den høje pris vil afskrække de fleste, hvilket formentlig er grunden til, at Samsungs mobil-chef tidligere har sagt, at de ikke producerer meget mere end en million eksemplarer til at starte med.

Kilderne fortæller også, at Samsung Galaxy F udkommer i marts, og at den ikke vil understøtte 5G – imens Sansung Galaxy S10 udkommer måneden før og kommer til at understøtte 5G.