Den børnevenlige version af YouTube er ude i Danmark i dag.
YouTube Kids har været tilgængelig i USA siden 2015, men fra i dag kan danske børn også nyde godt af den mere børnevenlige tjeneste.
Kids-appen har et mere børnevenligt interface, og indholdet overvåges både via algoritmer og af mennesker – inklusiv danske moderatorer.
Forældre kan samtidig bruge appen til at sætte tidsbegrænsing på deres børns YouTube-tid, og de kan gøre sådan, at det kun er bestemte YouTube-kanaler, der er tilgængelige.
YouTube Kids har reklamer, ligesom den almindelige version har, men den børnevenlige version har en række specifikke krav til de reklamer, der optræder, og product placement er eksempelvis ikke tilladt.
YouTube Kids-appen kan findes i Play Store her. Appen er endnu ikke kommet til Apples iOS og tvOS.
Den seneste medierapport fra DR viser, at 67 procent af 9-14-årige bruger YouTube hver dag, hvorfor en dansk version af YouTube Kids kan siges at være tiltrængt.