Endnu en gang bringer vi jer vores ugentlige arkivnyhed, hvor vi graver os ned i newz.dk’s arkiver for at finde de mest interessante nyheder igennem det sidste årti. I denne uge vil der dog ikke være nogen nyhed fra for 10 år siden, da der ikke var nogen af større nutidig interesse.
For 5 år siden:
DR er ved at være trætte af, at der i butikker og på internettet reklameres med, at man kan se tv uden at skulle betale licens til DR, hvis blot man udnytter det “hul” i licensreglerne, der tillader fjernsynskiggeri, hvis blot man gør det via en computer med et tv-tuner-kort.
Resultatet af dette bliver, at flere partier, først Socialdemokraterne og senere regeringspartierne, fremlægger et forslag til en ny medielicens, der skal omfatte alle apparater i stand til at modtage radio- og tv-signaler eller evnen til at gå på internettet og gøre det herfra – herunder især computere, men også en lang række mobiltelefoner.
Forslaget spås at give 21 mio. kr. ekstra til DR’s kasse, men DR’s generaldirektør, Lars Vesterløkke, påpeger dog, at det ikke er pengene, det handler om, men konceptet omkring licensbetalingen.
For 1 år siden:
Microsofts seneste skud på stammen, Windows 7, udkommer officielt til download blandt alle, der har et MSDN eller Microsoft Technet-abonnement.
Den nye udgave af Windows byder ikke på helt så mange nye og store funktioner som Vista gjorde, men er mere møntet på at være et strømlinet OS med fokus på bl.a. ydelse og kompatibilitet.
Denne model lader til at virke, for i modsætning til forgængeren, Windows Vista, der fik megen kritik ved lanceringen, og ikke solgte helt så godt, som Microsoft havde håbet på, så slog Windows 7 alle rekorder og blev i april 2010 det hurtigst sælgende styresystem fra Microsoft nogensinde med over 100 mio. solgte eksemplarer på under et halvt år. Windows 7 har p.t. solgt over 175 mio. eksemplarer og sidder på ca. 17 % af OS-markedet – der er dog stadig lang vej op til den gule førertrøje, som p.t. besiddes af Windows XP med knap 50 % af markedet.