mboost-dp1

Facebook

Facebook ansætter 3.000 til vurdering af videoer

- Via USATODAY.com -

Der har for nyligt været historier om blandt andet en far, der dræbte sin datter, mens det hele blev livestreamet på Facebook.

Det får nu Facebook til i løbet af det kommende år at ansætte 3.000 personer mere til det team, som overvåger og vurderer videoer på sitet.

På nuværende tidspunkt arbejder 4.500 personer med det område.

Samtidigt vil Facebook forsøge at gøre det endnu lettere at rapportere om krænkende videoer på det sociale medie.

Samsung

Samsung tæt på at blive verdens største chip-producent

- Via PC Magazine -

De seneste 24 år har Intel kunne prale af titlen som største chip-producent, men i år kan Samsung overtage den plads.

Dette skyldes til dels stigningen i mobile enheder, hvor Samsung står stærkt som leverandør af DRAM og NAND, mens Intels ‘PC-hjemmebane’ ikke stiger på samme måde.

Især det kinesiske marked for smartphones er de seneste år eksploderet, og dette har både sendt produktionen og prisen i vejret.

TorrentFreak

AACS 2.0-kryptering måske brudt

- Via TorrentFreak -

En piratkopi af ‘Smølferne 2’ i UHD Blu-Ray-udgaven er blevet noteret på de private torrent-trackere UltraHDclub og IPT.

Det tyder på, at AACS 2.0-krypteringen, som bruges på denne type discs, nu er blevet brudt – men uden flere detaljer skal man ikke sætte lighedstegn ved dette.

AACS 2.0 har været anset som umulig at bryde op. Bag denne kryptering står en række filmselskaber inklusiv Warner Brothers og Disney samt Microsoft og Intel.

newz.dk

‘URL-hacking’ er ikke hacking

- Via Version2 -

Hvis man lægger noget på internettet, så det kan tilgås frit af andre, er man også selv ansvarlig, når nogen tilgår tingene.

Sådan lyder vurderingen fra Straffelovrådet, der løbende tjekker straffeloven efter og opdaterer den, når der er brug for det for eksempel i forhold til den teknologiske udvikling.

Vurderingen betyder, at det er helt lovligt at tilgå indhold på internettet, også selv om det kræver indtastning af en helt specifik URL-adresse – som det jo ofte gør.

I konklusionen lyder det blandt andet, at personer, der tilkobler en enhed til internettet ‘som udgangspunkt selv bærer ansvaret for, hvad man ved anvendelse af sædvanlige programmer til internetkommunikation kan læse på den, herunder ved direkte indtastning af URL-adressen’.

Hvis man som besøgende begynder at ændre eller slette dataen, der var tænkt som privat, er der til gengæld tale om en mere alvorlig handling.

SKAT

EFI-systemet blev taget i brug på trods af massevis af fejl

- Via Computerworld DK - , indsendt af arne_v

Skats system til inddrivelse af gæld – Et Fælles Inddrivelsessystem (EFI) – var spækket med fejl, da det efter forsinkelser endelig blev taget i brug.

Det viser en endnu ikke offentliggjort rapport, som Radio 24syv har fået indblik i.

I rapporten skrives, at der blev foretaget 9.700 tests af systemet, inden det blev taget i brug. Af disse tests var 5.700 succesfulde, 3.400 fejlede og 600 blev aldrig gennemført.

Søren Lauesen, der er professor ved IT-Universitetet, har udarbejdet rapporten. Han udtaler til radiostationen:

‘Jeg har ikke noget godt at sige om EFI. Jeg synes, det er fint, det blev lukket. Det skulle det bare være blevet seks år tidligere.’

EFI skulle have været klar i 2007 men blev efter flere forsinkelser først taget i brug i 2013.

To år senere droppede Skat så systemet igen, da der var fejl i indrivelserne.

Regningen for EFI ender på 1,2 milliarder kroner.

Skatteminister Karsten Lauritzen stævnede i september sidste år leverandøren af EFI – KMD – for 692 millioner kroner for deres ansvar i projektet.

Unihertz

Mini-smartphone med Android Nougat

- Via ZDNet -

Shanghai-baserede Unihertz har lanceret en Kickstarter-kampagne, der skal ende med tilblivelsen af en ny lille Android-baseret smartphone med navnet Jelly 4G.

Der skulle være tale om ‘verdens mindste smartphone’ ifølge selskabet selv – i praksis 9,23 x 4,3 centimeter i højde og bredde. Tykkelsen bliver 1,33 centimeter.

I den ‘kasse’ gemmer sig en 1.1GHz quad-core CPU, 1 GB RAM, 8 GB lagerplads og et 950 mAh batteri, der lover strøm til tre dage ved normalt brug.

Der er et 2 MP frontkamera, et 8 MP kamera på bagsiden, plads til to nano SIM-kort og et microSD-kort. Skærmen har en opløsning på 240 x 432 pixel. Jelly 4G har også Wi-Fi, GPS og Bluetooth 4.0.

Telefonen koster 69 dollars i løbet af kampagnen, mens prisen derefter stiger til 110 dollars.

@HamdanMohammed, Twitter

Dubai får egen font

- Via New York Times -

Byen Dubai har fået sin egen Microsoft-font, der både dækker arabiske og latinske bogstaver.

I den sammenhæng er der offentliggjort en video, som fortæller, at ‘…det at udtrykke sig er styrke og frihed. Det definerer den, du er… nu har du en ny måde at udtrykke dig om det, du tror på og om dine oplevelser.’

Dubais kronprins sheik Hamdan bin Mohammed bin Rashed Al Maktoum har bedt myndighederne tage den nye font i brug.

IBM

IBM advarer mod USB-stik med malware

- Via IT News -

Brugere af Lenovos Storwize-lagersystemer, skal destruere modtagede USB-lagerenheder med produktnummer 01AC585, der indeholder Storwize V3500, V3700, og V5000 Generation 1.

Det anbefaler IBM, som er leverandør til Lenovos system. Sidstnævnte har også udstedt en advarsel.

På disse enheder er der fundet malware, som kan kopiere sig over på de computere – Windows, Linux eller Mac – man sætter USB-stikket i.

Ifølge Trend Micro arbejder malwaren sammen med et nordkoreansk domæne, og efter installation forsøger den trojanske hest at installere mere onsindet software.

Microsoft Corporation

Windows 10 S – og Office på Windows Store

- Via VentureBeat -

Den fulde Win32-version af Microsoft Office kommer på Windows Store. Efter planen skal dette ske i juni.

Omkring samme tidspunkt vil Microsoft være klar med Windows 10 S – en version af styresystemet møntet på studerende.

Der vil blive lanceret flere Surface-bærbare computere med styresystemet, og de to træk skal hamle op med Googles Chromebooks.

Af samme årsag er Microsoft da også hurtig til at pointere, at man med Windows 10 S og Office kan arbejde offline – noget Chromebooks ikke kan.

10 S vil være begrænset til at kunne køre programmer fra Windows Store- herunder Universal Windows Platform (UWP) og Win32-programmer.

National Security Agency

NSA har indsamlet telefondata trods forbud

- Via dr.dk -

Efter loven ‘Freedom Act’ trådte i kraft i juni 2015, har den amerikanske efterretningstjeneste NSA ikke haft lov til at indsamle optegnelser fra amerikaneres telefonopkald uden godkendelse.

Alligevel indsamlede NSA sidste år flere end 151 millioner telefonoptegnelser. Det viser en opgørelse fra efterretningstjenesten.

I samme periode har NSA kun haft godkendelse til at udspionere 42 terrormistænkte.

NSA oplyser, at indsamlingen af metadata uden dommerkendelse fra telefonopkald stopper nu, og størstedelen af de indsamlede beskeder fra 2016 vil blive slettet.