DSB har installeret signalforstærkere i størstedelen af deres toge for at forbedre mobildækningen.
DSB har ikke fortalt deres kunder om det før nu, men de har i den seneste tid installeret signalforstærkere – eller repeaters – i størstedelen af deres toge på fjernbanerne.
Det fortæller den tekniske direktør hos Banedanmark, Søren Boysen, til Ingeniøren.
Sammen med eksterne antenner vil de nye repeaters sørge for, at mobildækningen er bedre i togene, der har metalkonstruktioner, som normalvis dæmper mobilsignalet.
De eksterne antenner fanger signalet fra de tre mobilnet i Danmark, og derefter videresender de nye repeaters signalet inde i togvognene.
De nye signalforstærkere sidder allerede og er aktive i IC4-togene, i dobbeltdækker-togene, i IC3-togene og det elektriske IR4-tog.
Der er dog 65 steder langs den danske jernbane, hvor der er huller, og hvor man i stedet er nødsaget til at sætte nye mobilmaster op.