mboost-dp1

Game Development Camp

Sommerferien bruges til spiludvikling

- Via Game development camp - , redigeret af Avenger-

I februar kunne arrangørerne af den årlige Game Developer Camp (GDC), Ungdommens Naturvidenskabelige Forening, åbne for tilmeldingen til dette års camp, og på søndag den 25. åbner sommertræffet på Aalborg Universitet.

GDC 2010 henvender sig, som de forrige år, til unge fra hele landet, der har interesse for spiludvikling uanset forudgående erfaring. I år er 20 % af deltagerne piger, hvilket er rekord.

Under det et uges lange forløb lærer deltagerne at udvikle et spil fra bunden, hvor der især er fokus på processen ved selve udviklingen, frem for det egentlige resultat.

Til at inspirere de unge kommer der flere danske spiludviklere forbi, heriblandt Søren Lundgaard, der har en fortid i Deadline Games og i dag er tilknyttet sammenslutningen af danske spiluddannelser, DADIU, samt Peter Buchardt fra Playdead Games.

Som noget nyt vil arrangørerne undervise i den danske udviklingsplatform Unity, der inden for de seneste par år blevet er mere og mere populær, specielt blandt indie-udviklere.

Samsung

Samsung OLED-skærm der ikke kan ødelægges

- Via OLED-Display - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Net_Srak

Samsung benytter oftere og oftere OLED-paneler i deres mobiltelefoner og har generelt stor erfaring med produktionen af disse. Firmaet arbejder med flere produktionsmetoder, hvor især en har vist sig at være meget modstandsdygtig over for slag.

Der er tale om et AMOLED-panel, som ved en tidligere demonstration blev slået på flere gange med en hammer, uden at panelet led nogen overlast. Til sammenligning blev der slået på andre paneltyper, der omgående gik i stykker.

Plastic-OLED-panelet er endnu ikke færdigudviklet, idet Samsung håber at gøre det endnu mere holdbart. Målet er inden for to år at udvikle et panel, der er næsten umuligt at ødelægge, samtidigt med det er sikkert og billigt at fremstille.

Du kan se en ældre video af skærmen herunder, hvor der bliver slået på den med en hammer.

Sony

Sony får patent på skærm-deling

- Via flatpanels.dk - , redigeret af Pernicious

Sony har ansøgt om et patent, der gør det muligt at vise 2 eller 3 forskellige billeder på samme 3DTV på samme tid. Det giver blandt andet mulighed for at spille multiplayer i fuld skærm uden split-screen.

Teknologien er baseret på 3DTV og såkaldte shutter-briller. Med brillerne kan man målrette forskellige billeder til forskellige brugere. Bruger 1 kan således se alle de lige billedopdateringer, mens bruger 2 ser alle de ulige billedopdateringer. På den måde kan to seere få vidt forskellige billeder på samme skærm.

Det er en lidt alternativ anvendelse af 3D-fladskærme, og selvom patentet indledningsvis lægger op til, at der skal vises forskellige billeder på 3DTV’et i 2D, kan metoden også vise to forskellige 3D-billeder eller tre forskellige 2D billeder på samme skærm.

Ud over multiplayer-spil kan teknologien naturligvis også anvendes, når f.eks. en person vil se fodbold og en anden spille PlayStation.

Sony har endnu ikke bekræftet, om det bliver en realitet, men det et år gamle patent, som netop er kommet frem i lyset, kan læses i fuld længde her (pdf).

Facebook

Usikkerhed om Facebook-kontrakt

- Via CNET News - , redigeret af Net_Srak

I sidste uge blev Facebook mødt med et krav om, at en mand ved navn Paul Ceglia havde ret til 84 % af virksomheden på grund af en kontrakt, Mark Zuckerberg angiveligt indgik med ham i 2003.

Hos Facebook har advokaterne kigget nærmere på sagen, og de afviser ikke blankt, at der er indgået en kontrakt.

Lisa Simpson, Advokat for Facebook skrev:
Whether he signed this piece of paper, we’re unsure at this moment.

I forbindelse med kravet fik Ceglia en domstol til midlertidigt at indefryse Facebooks aktiver, men hos Facebook fik man flyttet sagen op på føderalt niveau, og indefrysningen blev derved annulleret.

Sagen bunder i, at Ceglia angiveligt hyrede Mark Zuckerberg til et udviklingsprojekt i 2003, der indbefattede, hvad der i dag er blevet til Facebook. Ifølge kontrakten fik Ceglia som udgangspunkt en andel på 50 %, men derudover 1 % ekstra for hver dag, projektet ikke var færdig efter den 1/1-2004.

Læs også: Mand sagsøger Facebook, påstår han ejer 84 % af selskabet

Amazon

Salg af e-bøger stiger voldsomt

- Via fpn.dk - , redigeret af Pernicious

En af de helt store spillere på e-bogs-markedet er Amazon, der ud over at sælge e-bøger også har lanceret en række e-bogs-læsere selv under navnet Kindle.

Amazon kan således berette, at salget af e-bøger på deres side nu har oversteget salget af bøger i hardbacks, eftersom der sælges 143 e-bøger for hver 100 hardback-bøger.

Det gode resultat er ifølge Amazon kommet, efter man satte prisen på deres Kindle ned fra $259 til $189, hvorefter man så en tredobling i væksten af e-bogssalget.

I Danmark er det imidlertid lidt sløjt med brugen af e-bøger, bl.a. fordi udvalget af danske bøger indtil nu ikke har været særlig stort:

Carsten Odgaard, Saxo, til fpn.dk skrev:
De danske forlag har været lidt langsomme til at komme ud over stepperne med det her. Måske er de bange for, at gentage scenariet fra musikbranchen, hvor folk kopierer fra hinanden. Men nu ser det ud til, at de fleste forlag er med, og der bliver frigivet store titler som f.eks. Lars Keplers ”Hypnotisøren” og Morten Ramslands ”Sumobrødre”. Det kommer – det tager bare længere tid end i USA

Saxo selv kan fortælle, at de forventer at have deres nye e-bogsshop kørende i denne uge, mens Gyldendal har annonceret, at de vil have mindst 2.000 danske titler klar på deres hjemmeside inden årets udgang.

OpenStack

Open source cloud-projekt ser dagens lys

- Via Computerworld - , redigeret af Emil , indsendt af arne_v

Ressourcer i skyen i forbindelse med cloud-computing, cloud-storage og lignende er et af de markeder, der er store forventninger til nu og i fremtiden. Her har firmaet Rackspace sammen med NASA netop lanceret et nyt open source-projekt, der skal tage kampen op med store spillere som f.eks. Amazon.

Projektet hedder OpenStack og blev lanceret i mandags. Det er i stort omfang baseret på kode fra Rackspace, som de har valgt at donere til projektet. Mere specifikt er det kode fra deres Cloud Files- og Cloud Server-produkter, de har åbnet op for.

NASAs involvering er med deres Nebula-platform, der er rumfartsorganisationenes egen cloud-tjeneste. Håbet for NASA er, at OpenStack får så meget vind i sejlene, at ekstern udvikling på projektet gør det overflødigt for dem forsat at udvikle på Nebula.

OpenStack bliver udgivet under Apache 2.0-licensen og vil være ledet af ansatte fra RackSpace. Det understreges dog, at alle er velkomne til at blande sig, ligesom man kan tage koden og gå i sin helt egen retning, hvis man ønsker det.

Adobe

Microsoft hjælper Adobe med sikkerhed i Reader

- Via Adobe Blog - , redigeret af Pernicious

Tidligere på året kunne vi bringe nyheden om, at Adobe Reader fortsat havde den lidet flatterende titel som det program, der oftest bliver lavet angreb imod, mens Microsoft Office-programmerne har taget et kraftigt dyk i samme statistik.

For at Adobe ligeledes skal opnå gode resultater med Reader, har Microsoft nu hjulpet til med at implementere samme sandbox-funktionalitet i Reader, som blev indført med Microsoft Office 2007.

Det betyder, at fra næste større udgivelse af Reader vil programmet som standard køre i “Protected Mode”, der er en lukket sandkasse på computeren, hvor programfunktioner i Reader, der ønsker at skrive til computeren uden for selve sandkassen, vil blive kørt igennem en meget streng fortolker, der kun tillader meget specifikke og relevante handlinger. På den måde undgår man f.eks. pdf-filer, der selv kan starte ondsindede programmer, som er lagt ind i filen.

Senere ønsker Adobe også at udvide funktionen, således at Adobe Reader heller ikke bliver i stand til at kunne læse data uden for sandkassen for på den måde at beskytte brugerne imod ondsindede pdf-filer, der prøver at opsnappe data på computeren.

Læs også: Adobe Reader er den største sårbarhed

Piratpartiet

Piratpartiet i Sverige starter op som internetudbyder

- Via TorrentFreak - , redigeret af Pernicious , indsendt af XERXES

Pirate ISP er navnet på den nye internetudbyder (ISP), Sverige får i næste måned, når det svenske piratparti så småt starter ud med deres planer om at blive en national internetudbyder, der vil tilbyde kunderne fuld anonymitet på nettet.

Grunden til, at Piratpartiet har valgt at starte en ISP-tjeneste, skal både findes i det traditionelle argument, hvor øget konkurrence på markedet øger gevinsten for forbrugerne, men måske mindst ligeså meget pga. det ideologiske aspekt i sagen:

Gustav Nipe, adm. direktør, Pirate ISP skrev:
If you see something and you think it’s broken you build a patch and fix it. With that as a reference point we are launching an ISP. This is one way to tackle the big brother society.

I et videointerview kan Gustav Nipe desuden fortælle, at Pirate ISP på ingen måde vil tillade, at den svenske regering overvåger kunderne hos den nystartede internetudbyder. Ligeledes har Pirate ISP heller ikke tænkt sig at gemme logfiler, som loven ellers foreskriver det, og ethvert forsøg på at tvinge dem til det, vil resultere i en sag om, hvorvidt regeringen bryder den svenske grundlov ved en sådan handling.

Pirate ISP har allerede kørt som et testforsøg de sidste par uger i en boligforening i byen Lund, hvorfra man håber på at kunne udvide forretningen med 5 % af markedet i hele byen, og derfra bevæge sig videre ud til andre større svenske byer.

Intel

Intel klar med ny, billigere seks-kerne CPU

- Via CNET News - , redigeret af Net_Srak

Siden lanceringen af Core i7 980X-processoren, der p.t. er Intels kraftigste processor til private med seks kerner og en taktfrekvens på 3,33 GHz, har der ikke været meget nyt på den front, men det ændrer sig nu.

980X-processoren udmærker sig ved at være meget hurtig, men også meget dyr, hvorfor Intel nu har introduceret en lillebror, der går under navnet Core i7 970.

Den nye processor har en taktfrekvens på 3,2 GHz, og som navnet antyder, er der ikke tale om en Extreme-udgave, hvorfor multiplieren er låst. Skal man overclocke, kan det kun ske ved at ændre QPI (QuickPath Interconnect).

Set på hastigheden er der ikke den store forskel i forhold til 980X-modellen, og prisen afspejler da også dette. Godt nok er prisen lavere, men det er ikke en stor forskel. Hvor en 980X koster $999, så tager Intel $885 for 970’eren.

De første anmeldelser af processoren er allerede dukket op, blandt andet hos hjemmesiden bit-tech.com.

Google Inc.

Strid mellem Google og Kina tæt på en løsning

- Via Reuters - , redigeret af Net_Srak

Da Google i slutningen af sidste måned var ved at miste deres licens til at drive internetvirksomhed i Kina, valgte de at skifte taktik i striden, der har hersket mellem dem og de kinesiske myndigheder siden starten af året.

Google valgte den 22. marts i år at stoppe med at censurere deres søgeresultater på google.cn ved at sende al trafik til domænet videre til deres søgetjeneste i Hong Kong.

Det brød den kinesiske regering sig ikke om og blokerede efterfølgende trafik til siden i Hong Kong. De to parter stod længe stejlt i deres holdninger over for hinanden, men da Google stod til at miste deres ICP-licens (Internet Content Provider), løsnede Google op.

Det har nu fået de kinesiske myndigheder til at erklære sig tilfredse med Google, idet firmaet har ændret deres arbejdsmetoder, så de overholder kinesisk lovgivning.

Zhang Feng, kinesisk embedsmand skrev:
After examination, we have concluded that it has basically met the requirements according to the relevant laws and regulations.

Siden striden startede mellem de to parter, er Googles andel af det kinesiske søgemarked faldet fra 32,8 % til 27,3 %.

Læs også: Google ændrer taktik i Kina