mboost-dp1

Samsung Tomorrow

Samsung annoncerer 1 GB DDR4 RAM til mobile enheder

- Via Samsung Tomorrow -

Samsung er verdens førende producent af hukommelse til it-industrien, hvilket de igen understreger ved at være de første til at annoncere en 1 GB low power double data rate 4 (LPDDR4) chip, der er målrettet smartphones, tablets og meget tynde notebooks.

I november sendte Samsung en 6 Gb LPDDR3-chip på gaden, men denne overgås i alle aspekter af den nye 8 Gb LPDDR4-chip, der ud over den større kapacitet også yder 50 % mere, endda ved et strømforbrug der er 40 % lavere ved 1,1 volt.

Den nye chip er lavet ved en 20 nm produktionsproces, hvor man har brugt Low Voltage Swing Terminated Logic (LVSTL) I/O interface for at holde strømforbruget nede. Chippen vil komme på markedet i 2014.

newz.dk

Apple genstarter retssag om forbud for salg af Samsung produkter i USA

- Via Phys.org -

Da Apple i 2012 vandt sin første dom over Samsung for brud på patenter, ønskede Apple, at der blev udstedt et forbud mod salg af en række Samsung produkter. Dette blev dog afvist af dommer Lucy Koh, men kan nu genoptages, efter den seneste afgørelse i patentstriden mellem Apple og Samsung, hvor en del af den oprindelige sag blev revurderet, og resultatet primært faldt ud til Apples fordel.

Det drejer sig om 20 forskellige smartphone- og tablet-produkter, hvor mange er specifikke for det amerikanske marked.

Captivate, Continuum, Droid Charge, Epic 4G, Exhibit 4G, Fascinate, Galaxy Ace, Galaxy Prevail, Galaxy S, Galaxy S 4G, Gem, Indulge, Infuse, Mesmerize, Nexus S 4G, Replenish, Vibrant,Transform, tre versioner af Galaxy S II samt Galaxy Tab og Tab 10.1.

Eftersom der er tale om gamle modeller, vil det være begrænset hvilken indflydelse det har på Samsungs salg. Den hurtige produktcyklus inden for branchen har gjort, at alle nuværende produkter ikke er omfattet af retssagen.

panono

Panono Panoramic Ball-kamera runder som første komercielle kamera 100 megapixel

- Via Slashgear - , redigeret af Pernicious

Amerikanske Panono har netop offentliggjort verdens første kommercielle kamera med en opløsning, der overgår 100 megapixel.

Panoramic Ball, som kameraet er blevet døbt, muliggør således billeder i en opløsning på hele 108 megapixel, hvilket er langt mere end hvad der tidligere har været muligt at købe kommercielt.

Billedet, som kameraet frembringer, består dog af flere små billeder taget samtidig og derefter sat sammen til et helt billede. Kameraet skal ved anvendelse blot kastes op i luften, hvor den således får muligheden for at tage billeder omkring sig.

Billedet gemmes på kameraets interne hukommelse, hvorfra det kan flyttes til smartphones, laptops eller tablets som man ønsker det.

Produktet kan købes for 535 amerikanske dollars eller små 3000 danske kroner på producentens hjemmeside.

Eksempler på billeder kan ses her

Cyanide

Game of Thrones er årets mest kopierede tv-show

- Via TorrentFreak -

Tv-serien Game of Thrones vinder for andet år i træk, titlen for at være den mest kopierede tv-serie i verden via Bittorent.

Finaleafsnittet i sæson 3 af Game of Thrones, er alene via Bittorent blevet hentet 5,9 millioner gange, hvilket er langt foran nummer to og tre, der udgøres af Breaking Bad med 4,2 millioner downloads og The Walking Dead med 3,6 millioner downloads.

En af grundene til, at Game of Thrones kopieres så meget, er ud over populariteten, også det faktum at HBO, der står bag serien, ikke sælger den til ret mange andre, hvorfor den kan være svær at se for mange.

HBO er dog ikke specielt sure over de mange ulovlige kopier, tværtimod har den administrerende direktør for Time Warner, der ejer HBO, før udtalt, at titlen “mest kopierede” er mere værd end at vinde en Emmy, da mange af dem der kopierer Game of Thrones ender med at købe et abonnement hos HBO.

Berkeley Research

Kunstig muskelfiber er 1.000 gange stærkere end menneskets

- Via Lawrence Berkeley Lab -

Forskere verden over har arbejdet på at lave kunstige muskelfibre i mange år med varierende succes. Nu er der måske kommet et gennembrud fra forskere hos Lawrence Berkeley National Laboratory, hvor det er lykkedes at lave en fiber, som er op til 1.000 gange stærkere end en muskelfiber fra et menneske.

Den kunstige muskelfiber er lavet af vanadiumdioxid og har form som en fjeder. Ved at påvirke den termisk eller elektrotermisk, kan forskerne få den til at udvide sig på brøkdele af et sekund.

Det tager blot 60 millisekunder at gennemføre bevægelsen, der har så meget energi i sig, at den kan flytte et objekt på 50 gange sin egen vægt over en afstand på mere end 5 gange sin egen længde.

I første omgang forventer forskerne, at kunne anvende opdagelsen i små motorer, hvor ydelsen vil blive meget bedre end hidtidige modeller.

Du kan se en video af den kunstige muskel i aktion herunder.

SXC - juliaf

Glædelig jul

- Via newz.dk -

Juleaftensdag er kommet og om få timer er det tid til at mæske sig i julemad og derefter danse om juletræet, for så at nå aftenes højdepunkt, julegaverne.

Vi vil her fra redaktionen gerne ønske jer alle en rigtig glædelig jul, hvor vi håber i får nogle fantastiske gaver af den hårde slags, og skulle det blive til en af de bløde, så selvfølgelig fordi det er software.

Mange julehilsener her fra os til jer.

CBC

Arktiske udforskere finder mere end 50 år gammel flaskepost

- Via CBC - , redigeret af Pernicious

Et hold arktiske udforskere, der i øjeblikket arbejder på den arktiske ø Ward Hunt Island, har netop offentliggjort, at de har fundet en mere end 50 år gammel besked skrevet på et stykke papir og gemt i en flaske.

Ward Hunt Island ligger udfor Ellesmere, Canadas mest nordlige ø, og flaskeposten blev fundet i en lille stenhule bygget af menneskehænder.

Beskeden stammer fra den legendariske udforsker Paul T. Walker, der i juli 1959 arbejde i netop dette område. Beskeden beordrede dens findere til at måle afstanden mellem en stenstruktur og øens gletsjer, der i Walkers tid kun var 1,5 meter.

Da beskeden blev fundet var selvsamme afstand mere end 101,5 meter, men desværre oplever Walker aldrig at få denne besked, eftersom han blot få måneder efter beskedens oprindelse døde tragisk i en alder af 25 år.

Udforskerne, der fandt notatet, lagde det tilbage hvor de fandt det sammen med deres eget notat, hvis indhold er ukendt indtil det atter opdages.

BLU

BLU annoncerer Life Pure-smartphone

- Via BLU - , redigeret af Pernicious

Den amerikanske smartphoneproducent BLU har gennem den seneste tid fået en del opmærksomhed for deres smartphone-produkter, som mange anmeldere har kaldt det næste Apple.

Firmaet annoncerede for nyligt endnu et par mid-range smartphones til samlingen, og nu er firmaet så klar med deres næste store satsning.

Blu Life Pure, som den nye enhed er blevet døbt, er som de andre BLU-produkter Android-baseret, og dens design ligner meget Apples iPhone 5s. Skærmen er imidlertid både 5” stor og kan tilbyde en opløsning på 1080p med en pixeldensitet på 441 ppi.

Telefonen er desuden 7,7 mm tyk, kommer med to kameraer på henholdsvis 13 og 5 MP og en 1,5 GHz quad-core processor. Endvidere har enheden 32 GB hukommelse og 2 GB RAM.

Enheden udmærker sig desuden ved at blive solgt i USA uden udbyder, hvilket er meget atypisk for det amerikanske marked.

popcornflix

Popcornflix runder 5 millioner downloads

- Via PopcornFlix - , redigeret af Pernicious

Den gratis online film-streaming-tjeneste Popcornflix har nået en milepæl i firmaets relativt korte levetid, og folkene bag initiativet har således netop kunne annoncere, at deres tjeneste har rundet 5 millioner sete film.

Popcornflix havde 400.000 brugerdownloads tilbage i Juli 2012, og firmaet rundede i marts 2013 1 million downloads.

Popcornflix indeholder i modsætning til betalingstjenester, som Netflix, kun få film med store skuespillere, og hovedparten af tjenestens film er selvstændige.

Tjenesten er i øjeblikket kun tilgængelig i USA og i Canada, men firmaet har flere gange understreget, at de ønsker at kunne tilbyde deres tjeneste i hele verden.

Firmaet blev grundlagt i juni 2010, og gik i officiel beta i marts 2011.

Snapchat

Snapchat opdateres med tilføjelse af mulighed for at gense snaps

- Via Digital Trends - , redigeret af Pernicious

Applikationen Snapchat har efterhånden være på markedet et godt stykke tid, og i takt med applikationens stigende popularitet er flere og flere “hacks” til applikationen dukket op, hvorved brugerne får mulighed for at gemme modtagne snaps på telefonen.

Folkene bag Snapchat har længe taget afstand til denne udvikling, og har blandt andet sagt, at en sådan funktion er i modstrid med app’ens formål og natur. Denne holdning ser dog ud til at have ændret sig med tiden, og med den seneste opdatering af applikationen har firmaet lavet en kovending og tilføjet muligheden for at gense gode snaps.

Den nye funktion er dog kun tilgængelig en gang i døgnet, og firmaet opfordrer derfor brugerne til at anvende funktionen de rigtige steder.

Snapchat er en yderst populær applikation med mere end 150 millioner sendte fotografier på dagsbasis.