mboost-dp1

engadget

CES2014: Ny Oculus Rift-prototype præsenteret

- Via engadget - , redigeret af Net_Srak

Oculus Rift har gennem 2013 skabt meget opmærksomhed omkring deres VR-headset af samme navn, blandt andet da de præsenterede en version med 1080p skærm. Nu har de til CES 2014 fremvist en helt ny prototype, der kommer med flere nyheder.

LCD-panelet er nu blevet skiftet ud med et OLED-panel, hvilket giver fordele som bedre kontrast og højere billedeopdateringshastighed. Dertil kommer noget helt nyt, idet VR-brillerne, der går under kodenavnet “Crystal Cove”, er blevet udstyret med, hvad der ligner infrarøde lysdioder spredt ud over hele brillens ydre. Positionen af disse opfanges af et eksternt kamera, hvorved spillerens placering af sit hoved kan registreres.

Sidder man således f.eks. i et cockpit i et fly, er det muligt at bevæge hovedet tættere på skærme og knapper, for tydeligere at se dem, eller bevæge sit hoved for at se forbi udstyr, som måtte være i vejen.

Sidst men ikke mindst er det lykkedes næsten fuldstændigt at eliminere den bevægelsessløring, der er meget udbredt i de nuværende testudgaver af VR-brillen, samtidigt med at forsinkelsen fra man bevæger sit hoved, til det vises på skærmen, er halveret og nu er nede på 30 ms.

Der er pt. ingen forlydender om, hvorvidt den nye prototype vil blive tilgængelig som et nyt SDK.

McAfee Inc.

CES2014: McAfee-brandet bliver til Intel Security

- Via PC Pro - , redigeret af Pernicious

Intel har annonceret, at de fremover vil udfase McAfee-brandet, for i stedet at sælge deres sikkerhedsprodukter under navnet Intel Security. Skiftet går i gang med det samme, men kommer til at tage omkring et år, før det er fuldendt.

Beslutningen blev offentliggjort af Intels administrerende direktør Brian Krzanich på CES 2014. Intel vil dog beholde det røde skjold som logo, da det repræsenterer “kerneværdierne sikkerhed og beskyttelse”.

John McAfee, der oprindeligt lagde navn til brandet, men som ikke har været involveret i softwaren siden 1994, er glad for beslutningen.

John McAfee skrev:
I am now everlastingly grateful to Intel for freeing me from this terrible association with the worst software on the planet. These are not my words, but the words of millions of irate users. My elation at Intel’s decision is beyond words.

Intel begyndte opkøbet af McAfee tilbage i august 2010 for en samlet pris på $7,7 milliarder.

Sharp Corporation

CES2014: Sharp fremviser 85″ 8K-fjernsyn

- Via Sharp USA -

Mens de fleste producenter af fjernsyn på CES 2014-messen fremviser 4K-fjernsyn i lange baner, går Sharp skridtet videre og fremviser en 85″ udgave af deres 8K-fjernsyn.

Helt specifikt er opløsningen 7680 x 4320, hvilket er 16 gange højere end den nuværende Full HD standard (1080p). Fjernsynet kan også vise 3D-indhold, men modsat de fleste andre 3D-skærme, skal der ikke bruges briller til denne.

Det er småt med yderligere oplysninger omkring 8K-monstret, men Sharp oplyser dog, at det er lavet i samarbejde med Philips og Dolby.

The Pirate Bay

The Pirate Bay tager kampen op mod blokader

- Via TorrentFreak - , indsendt af thimon

Igennem sin levetid har The Pirate Bay oplevet at få sin hjemmeside blokeret i flere lande, ligesom de har måtte flytte hosting-udbyder flere gange og også domænennavn, i takt med at de er blevet inddraget eller konfiskeret. Disse problemer vil de nu endeligt gøre op med.

I et nyt projekt vil folkene bag TPB lave et program, der i stil med den allerede eksisterende PirateBrowser, vil kunne omgå den censur som for eksempel eksisterer i Danmark. Det nye program vil dog gå skridtet videre og helt distribuere selve hjemmesiderne via P2P.

For heller ikke at være afhængige af domæner, så vil projektet omfatte et internet DNS, hvor hjemmesider får “domæner”, der er baseret på unikke verificerede offentlige nøgler. Således vil for eksempel bt://mysite.p2p/ blive til 929548249111abadfjab29347282374.p2p.

Systemet er endnu under udvikling og der søges fortsat efter udviklere, som kan hjælpe til med opgaven, der er baseret på Libtorrent, Webkit, SQLite v3 og node-js.

Den første version af det kommende program forventes at komme i en åben betaudgave om få måneder.

The Verge

CES2014: Lenovo klar med 8″ Windows 8.1 Pro tablet

- Via The Verge - , indsendt af Magten

Ligesom flere andre hardwareproducenter har Lenovo valgt at annoncere nyt hardware i forbindelse med CES-messen i Las Vegas. Særlig interessant er deres nye 8 tommer tablet med Windows 8.1 Pro.

Den nye tablet har navnet Lenovo Thinkpad 8 og er udstyret med en 2,3 GHz quad-kerne Atom-processor, der ikke er lige så hurtig som en Core-baseret processor, men vil afvikle alle de indbyggede programmer uden problemer.

Skærmen har en opløsning på 1920×1080 pixels, og vil man hellere arbejde ved en almindelig størrelse skærm, er det muligt at tilslutte to af slagsen via det indbyggede mini-HDMI- og mini-USB 3-stik.

Vægten er på lige under 500 gram og tykkelsen er på 8,8 mm og den kommer i udgaver med 32, 64 eller 128 GB lagerplads. Den vil få en startpris på $399, når den bliver lanceret i næste måned.

Ud over Thinkpad 8 har Lenovo også en ny udgave af deres ultrabook Thinkpad X1 Carbon, der er blevet både en smule tyndere og lettere til trods for, at det er lykkedes at øge batterilevetiden med 70 % til cirka 9 timer.

Microsoft Corporation

Bill Gates er igen verdens rigeste

- Via Bloomberg - , redigeret af Net_Srak

Efter at have været forvist fra pladsen som verdens rigeste mand af mexicaneren Carlos Slim, så er Bill Gates nu tilbage på førstepladsen, efter at han har fået vurderet sin personlige formue til $78,5 milliarder, eller cirka 430 milliarder kroner. Det skriver Bloomberg Finance.

Skiftet på toppen er sket, efter at Gates har forøget sin formue med $15,8 milliarder i løbet af 2013. De mange penge er primært kommet fordi de firmaers aktier Gates har investeret i, er vokset kraftigt.

Gates’ Microsoft-aktier, der udgør godt 25 % af Gates formue, er vokset med 40 % i 2013, imens andre aktier i Canadian National Railway Co. og Ecolab Inc., er vokset henholdsvis 34 % og 45 %.

Samlet er det gået rigtigt godt for verdens 300 rigeste personer, der samlet har øget deres formuer med $524 milliarder til nu at være på $3,7 billioner.

På listen finder man også Facebook-stifter Mark Zuckerberg, der i løbet af 2013 forøgede sin formue mest, med et løft på $12,4 milliarder, imens Elon Musk, manden bag blandt andet Tesla Motors, stod for den største stigning procentuel, på 233 % til $5,6 milliarder.

Lenovo

CES2014: Lenovo præsenterer billig 4K 28″ monitor

- Via IT World - , redigeret af Pernicious

Lenovo har i deres CES 2014 præsentation løftet sløret for deres bud på en 28″ 4K monitor, de har valgt at prissætte ret aggressivt.

Monitoren, der har det fulde navn ThinkVision Pro2840m, vil i USA få en pris på 799 dollars. Til sammenligning koster Dell’s nye 24″ 4K-monitor 1.399 dollars, men Dell har tidligere sagt, at de også vil lancere en 28″ 4K-monitor til en pris under 1.000 dollars.

ThinkVision Pro2840m kommer med de sædvanlige indgange som HDMI, DisplayPort og miniDisplayPort. Dertil kommer MHL (mobile high-definition link), der gør det muligt for mobile enheder at bruge skærmen trådløst.

Lenovo oplyser, at skærmen vil blive sat til salg fra april i år.

LG Display

CES2014: WebOS lever videre i LG Smart tv

- Via engadget - , redigeret af Net_Srak

I sidste uge florerede der et billede på internettet af et LG-fjernsyn, hvor den grafiske brugergrænseflade så helt anderledes ud, end hvad der hidtil er set fra dem. Der var tale om at det var baseret på WebOS, hvilket nu er blevet bekræftet.

Efter at LG købte WebOS af HP har der ikke været meget fremme om det, men nu lyder det fra LG, at de vil satse voldsomt på styresystemet, som de forventer vil være i 70 % af alle de smart-tv, som de vil sælge i år.

WebOS vil bibeholde flere af de funktioner, som nuværende LG-fjernsyn har, som stemmekommandoer og genkendelse af armbevægelser, når der skal manøvreres rundt i menuer uden brug af Magic Remote.

Ud over WebOS-baserede fjernsyn, så står den på OLED-teknologi for LG til CES, hvor de blandt andet har et 77″ UHD fjernsyn med. På LCD-siden har de et 105″ kurvet fjernsyn med.

Nvidia

CES2014: Ny Tegra-chip har next-gen konsol-egenskaber

- Via The Inquirer - , redigeret af Net_Srak

Lige som sidste år har Nvidia valgt at annoncere deres nyeste SoC i forbindelse med CES-messen, der starter i morgen. Den nye SoC, der har gået under kodenavnet Logan, har fået navnet Tegra K1, uden tvivl en hentydning til, at GPU-delen er baseret på deres Kepler-arkitektur.

Netop anvendelsen af Kepler-arkitekturen, der er grundlaget for Nvidias nuværende generation af grafikkort, får firmaet til at proklamere, at GPU’en kan levere samme resultater som den nye konsolgeneration.

Om de 192 CUDA-kerner kan pumpe ligeså mange pixels ud må tiden vise, men funktionalitetsmæssigt holder den sig ikke tilbage, med understøttelse af DirectX 11 og OpenGL 4.4. Nvidia har ligeledes annonceret, at Unreal Engine 4 understøtter Tegra K1, og har i den forbindelse lavet en video, hvor samarbejdet beskrives og eksempler af K1 kan ses i aktion. Du finder videoen nederst.

Ud over en kraftig forbedret GPU, så kommer Tegra K1 i to forskellige varianter når det kommer til CPU. Den ene udgave, der udkommer i første halvår, er med et lignende design som i den nuværende Tegra 4-chip. Den kommer med en 32 bit 4+1 Cortex A15-konfiguration, der arbejder med op til 2,3 GHz og en 64 bit dual-kerne Denver CPU, der arbejde ved 2,5 GHz og forventes at dukke op i andet halvår.

Hvilken af de to løsninger som er hurtigst, vil tiden vise, men allerede for tre år siden blev sløret løftet for første gang for Denver. Dengang forlød det blot, at det ville blive en CPU udviklet i samarbejde med ARM og Nvidia, der også var tiltænkt desktop-computere. I dag fremgår det, at det er en sammensmeltning af CPU og GPU i stil med AMD’s Fusion-teknologi.

Yahoo!

Yahoo-besøgende udsat for malware-reklamer

- Via Fox-IT Blog - , redigeret af Pernicious

Ifølge det hollandske sikkerhedsfirma Fox-IT er besøgende af Yahoo.com i løbet af den sidste uge blevet udsat for reklamer indholdende malware. Yahoo har bekræftet angrebet, og melder, at reklamerne er blevet fjernet.

Angriberne fik indsat de ondsindede reklamer på ads.yahoo.com, der er internetfirmaets reklametjeneste. Reklamerne videredirigerede brugere til malware-inficerede hjemmesider, der udnytter flere sikkerhedsfejl i Java til at installere en række forskellige malware på ofrets computer.

De tidligste tegn på angrebet, som Fox-IT har kunnet finde, peger på, at reklamerne blev vist første gang den 30. december. Ifølge andre rapporter er det dog muligt, at de er blevet vist endnu tidligere.

Fox-IT har analyseret et udsnit af Yahoos hjemmesidetrafik, der er på 300.000 besøgende i timen. Ud fra en almindelig infektionsrate på 9 % anslår de dermed, at omkring 27.000 computere er blevet inficeret i timen. Ud fra udsnittet af trafik ser det ud til, at Rumænien, Storbritannien og Frankrig er blevet mest udsat.