Google Pay er selskabets svar på Apple Pay, MobilePay og andre lignende tjenester, og denne nye betalingstjeneste rammer Danmark i dag.
MobilePay, Apple Pay, Garmin Pay eller et almindeligt dankort er allerede mulige betalingsløsninger, men nu kommer Google med en mulighed mere i form af Google Pay, der er ude i Danmark i dag.
Det skriver Berlingske.
Med Google Pay kan du bruge din mobil til at betale alle steder, der tager imod kontaktløs betaling.
Tjenesten kræver Android 5.0 eller nyere og kræver indtil videre, at man har et kredit- eller debetkort hos enten Nordea eller Jyske Bank, men flere banker vil blive føjet til.
Fordelen ved at bruge Google Pay sammenlignet med andre lignende tjenester er, ifølge Google selv, appens samarbejde med andre Google-tjenester. Eksempelvis hvis man står og er ved at betale en metro-billet, kan man få en notifikation i Google Pay via Maps, der fortæller, at metroen er forsinket.
Google Pay er også gratis for både brugerne og bankerne. Dette er, fordi Google, ligesom med deres andre tjenester som Maps, i stedet får inddirekte indtægter igennem blandt andet reklamer.
Alligevel fortæller Google, at de ikke bruger transaktionsdata fra Google Pay til at lave målrettede reklamer. Det vil være muligt for brugerne at se deres seneste ti transaktioner i appen, men Google har ikke adgang til de data, der viser, hvad man har købt.
Google er klar over, at MobilePay allerede er en meget succesfuld løsning i Danmark, men de taler med alle aktører og håber også at kunne lave en aftale med MobilePay.