I denne uge er det meningen, at Global Gaming Factory X (GGF) skal overtage The Pirate Bay (TPB) og gøre den til en lovlig tjeneste. Lige siden udmeldingen om opkøbet har mange været skeptiske, og nu viser det sig, at de måske har noget at have det i.
Senest er handlen med GGF-aktier blevet indstillet på den svenske børs, efter det kom frem, at direktør Hans Pandeya ikke vil oplyse, hvem der står bag de 60 millioner svenske kroner, som TPB skal koste. Derudover er det også kommet frem, at Pandeya har et personligt udestående i millionklassen hos tidligere GGF-bestyrelsesmedlem Johan Sellstrom.
Et andet tegn på, at handlen ikke bliver til noget, ligger hos samarbejdspartneren Peerialism, der skulle lave en ny infrastruktur for TPB. Her oplyser direktør Johan Ljungberg, at de ikke har set noget til de penge, de skulle have for at løse opgaven.
Pandeya forsvarer sig med, at investorerne er på plads, men at det ikke er unormalt, ikke at offentliggøre hvem de er. Det vil Aktietorget, der håndterer salget af GGF’s aktier dog ikke acceptere som svar og vil først genoptage salget, når de har fået dokumentation for, hvem investorerne er.
Ud over balladen med Aktietorget er GGF også kommet i bagmandspolitiets søgelys. De er ved at undersøge selskabet for insiderhandel.