mboost-dp1

SXC - davincci

Teenager opfinder solpanel lavet af hår

- Via Daily Mail - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Conar

Det er ikke altid store teknologitunge virksomheder, der kommer med bemærkelsesværdige opfindelser. I Nepal har en ung mand på 18 år opfundet et solpanel, der skaber elektricitet ved at bruge hår.

Manden hedder Milan Karki og stammer fra en lille landsby, hvor leveforholdene er meget primitive. For tre år siden gik han i gang med at undersøge, hvordan han kunne forsyne sit eget hjem med elektricitet. Første tanke var vandkraft, men det blev for dyrt, hvorefter han fik idéen til solcellen, efter at have læst en artikel om statisk elektricitet og hår.

Hår viser sig ifølge Karki at have en udmærket evne til at omdanne solenergi til el og er meget billigere at anvende end silicium. Karki har lavet et panel, der koster ca. 200 kroner, men som han mener, kan komme ned på det halve ved masseproduktion. Panelet kan skabe en spænding på 9 volt og levere 18 watt energi.

Håret, som anvendes, skal med tiden udskiftes, men det mener Karki ikke er et problem, idet folk ofte er vant til at anvende batterier. Batterier skal skiftes meget oftere og koster mere, så hår-solcelle-panelet vil være meget mere attraktivt, kombineret med f.eks. genopladelige batterier.

Den bemærkelsesværdige opfindelse har dog fået flere kritikere op af stolene, der betvivler, den er ægte.

SXC - marcelobac

2 gigawatt solcelle-kraftværk på vej i Kina

- Via Bloomberg - , indsendt af Skak2000

I Kina ønsker myndighederne at bygge verdens største kraftværk, der udelukkende får sin energi fra solen. Det bliver det amerikanske firma First Solar, der skal levere solcellerne.

Bygningen af kraftværket, der bliver placeret i det indre Mongoliet ved byen Ordos, skal efter planen gå i gang til næste år. Målet er i første omgang at opnå en energiproduktion på 30 megawatt. Næste skridt bliver at nå op på 100 megawatt, derefter op på 870 megawatt, for til sidst at havne på 1 gigawatt i 2019.

Kineserne ønsker, at 15 % af landets energiproduktion kommer fra vedvarende energikilder inden 2020. Det vil de blandt andet opnå ved solenergi, hvor Ordos-projektet bliver det største enkeltstående projekt. Samlet er målet at opnå en energiproduktion på 20 gigawatt fra solkraftværker i 2020.

First Solar blev valgt til opgaven, fordi deres solceller er billige at fremstille. De er dog ikke lige så effektive, som andre solceller på markedet, så der skal bruges flere af dem. I Ordos har man derfor afsat et areal på 64 kvadratkilometer til kraftværket.

Virgin Media

Musikbranchen frygter Virgins nye tilbud

- Via TorrentFreak - , indsendt af Skak2000

I Storbritannien har Virgin Media lavet en aftale med Universal Music om at give kunderne adgang til hele Universals musikkatalog for et mindre gebyr om måneden.

Modellen er set før, men har en stor forskel, idet Virgin vil tilbyde musikken uden DRM. Det betyder, at kunderne kan beholde den musik, de henter, også selvom de senere vælger at stoppe med musikabonnementet.

Virgin håber at kunne få flere af musikselskaberne med i aftalen, men hos EMI og Sony er man ikke glade for modellen, som de frygter, vil undergrave det nuværende digitale salg.

EMI skrev:
We want to work with Virgin Media as a partner but any deal has to sit comfortably with how we value our assets against how it values its customers.

Tilbageholdenheden fra selskaberne får dog ikke Virgin til at ryste på hånden, tværtimod mener de, at frygten er ubegrundet.

Microsoft Corporation

Microsoft underviser i forskelle på Windows 7 og Linux

- Via Overclock - , redigeret af Net_Srak

Om ca. 6 uger lancerer Microsoft deres nyeste operativsystem, Windows 7, og i den forbindelse vil de gerne sikre, at de, der skal stå og sælge det, kan fortælle kunderne, hvorfor Windows 7 er bedre end Linux.

Hos Best Buy i USA har en medarbejder deltaget i et Microsoft ExpertZone-kursus, hvor de ved at gennemgå kurset kunne købe Windows 7 til $10. Kurset har overskriften “Comparing Windows 7 to Linux” og består af et lille program, der gennemløber en række oplysninger samt kommer med en række spørgsmål, der skal besvares.

Microsoft fremhæver blandt andet sin kompatibilitet med hardware og software, bedre support og sikkerheden. Kursusmaterialet ligger nu grund til debat på flere hjemmesider, der har taget historien op, hvor flere mener, Microsoft går over stregen, andre at det er fordi, de føler sig truet af Linux.

Følg linket til kilden for at se alle skærmbilleder fra kursusmaterialet.

Google

Nye tiltag på Android Market mødes med kritik

- Via New York Times - , redigeret af Pernicious

Samtlige App Stores såsom Apples App Store, Blackberrys App World og Android Market er under kritik for ikke at være brugervenlige nok. App Store-programmerne på mobilen er typisk dårlige, i det de ikke giver brugerne et let overblik over informationer om de applikationer, der findes. Det problem løses delvist af mange ved at gøre det muligt at hente applikationer ned via ens computer.

Især Android Market er under kritik, idet man ved en søgning ikke ser beskrivelsen af programmerne, det er kun deres brugerratings, navn, pris og ikon, der dukker op. Det betyder, at applikationer, hvor det af navnet kan være svært at udlede dets funktion, bliver overset. Et eksempel er TuneWiki, det udkom først til Android, men blev populært på Blackberry.

Google forsøger nu at råde bod på kritikken ved blandt andet at indføre fire nye underkategorier, der skal indskrænke et søgeresultat. Udviklere får også mulighed for at fremhæve deres applikationer. De vil blive vist som de fire første resultater af en søgning. Disse “featured results” vil, i modsætning til de andre resultater, bliver vist med et ikon og en lille beskrivelse.

Selvom en udvikler anvender fremhævningen, så er løsningen ikke helt perfekt, idet informationer som vurdering og pris ikke vises samtidig. Google forsvarer sig med, at der er begrænset skærmplads, så det vil fylde for meget at præsentere brugerne for alle informationer.

Eksempel på de nye tiltag kan ses her.

SXC - painwire

Ulovligt at tjene på online pokergevinster

- Via Politiken -

I dag har Højesteret netop afgjort, at en mand, der på et tidspunkt vandt 194.000 kroner ved at spille poker online, skal af med hele gevinsten. Det blev resultatet, idet dommeren slog fast, at pengene var “tjent” via hasardspil.

Den daværende 34-årige mand blev først frifundet i byretten, men dømt til at betale gevinsten tilbage i Østre Landsret samt en bøde. Bøden frafalder, men ud over at skulle tilbagebetale gevinsten, så skal han betale sagsomkostningerne på 20.000 kroner.

Idet manden var arbejdsløs, da han vandt pengene, mener dommeren, at indtjeningen kan ligestilles med erhverv, og det er ulovligt jf. staffelovens § 203.

Afgørelsen kan få stor betydning for flere tusinde danskere, der hver dag spiller poker online.

Nokia

Nokia kigger ind i fremtiden

- Via Read/WriteWeb - , redigeret af Emil , indsendt af hmn

Engang i mellem kommer Nokia med deres bud på, hvordan fremtiden kan se ud med nogle af deres produkter. Denne gang har de lavet en video, hvor de kigger på anvendelsen af, hvad de kalder Mixed Reality.

Videoen er lavet af Nokia Research og hedder ganske simpelt Nokia Mixed Reality; den viser hvordan de har implementeret augmented-reality i et par briller.

Man ser en pige vågne til lyden fra et vækkeur, der naturligvis er en Nokia mobiltelefon. Det første hun ser, er en besked på vinduet, der fungerer som en gennemsigtig skærm, fra kæresten.

Efterfølgende tager hun et sæt briller på, der giver hende mulighed for at læse nyheder, blogs eller se vejrudsigten, ligesom den kan bruges til at kommunikere via tekstbeskeder.



Palm

Palm klar med sin næste WebOS-telefon

- Via Palm blog - , indsendt af trekster

Siden Palm lancerede deres Palm Pre mobiltelefon, har der været forholdsvis stille fra firmaet, men nu er de klar med en ny mobiltelefon, der anvender det meget roste WebOS styresystem.

Telefonen hedder Pixi og kommer ligesom Pre’en med et fuldt qwerty-tastatur. Modsat sin forgænger, så er der dog ikke tale om et tastatur, der kan skydes ud fra telefonen, men et der er på fronten.

Igen bliver det amerikanske Sprint, som får eneret på telefonen i starten. Her bliver salgsprisen på $149 ved en to-årig bindingsperiode efter en rabat på $250 Prisen er endnu ikke blevet oplyst, men vil sandsynligvis blive lavere end for Pre, der netop er sat ned til $150 ved en to-årig bindingsperiode.

Set på det tekniske indeholder Pixi en 2,63″ 320×400 pixels multitouch-skærm, GPS, Bluetooth, Qualcomm MSM7627 processor, accelerometer, 3,5 mm jackstik og 8 GB lagerplads. Telefonen måler 55 mm x 111 mm x 10,85 mm og vejer 99,5 gram.

Du kan læse mere om telefonen på dens hjemmeside her eller i pressemeddelelsen.

Northrop Grumman

Optisk chip laver første kvanteberegning

- Via Telegraph - , indsendt af bluntz

Moores lov holder stadig, men ifølge flere forskere nærmer vi os en grænse med den nuværende udvikling inden for elektronik. En af arvtagerne er optiske computere, og her har man netop opnået et gennembrud.

Forskere fra Bristol University har skabt en optisk chip, der for første gang har kunnet udføre en matematisk opgave. Chippen fandt primtalsfaktorerne for tallet 15, hvilket er 3 og 5.

Alberto Politi, der er en del af forskerholdet, indrømmer, at den matematisk opgave er beskeden og kunne udføres hurtigere af et barn.

Alberto Politi, PhD studerende ved Bristol University skrev:
”This task could be done much faster by any school kid, but this is a really important proof-of-principle demonstration.

Til trods for det simple regnestykke er det, at det er sket i en optisk chip via kvante-teknologi, en succes.
Professor Jeremy O’Brien, leder af Centre for Quantum Photonics skrev:
This approach results in miniature, high-performance and scalable devices. The realisation of a quantum algorithm on a chip is an extremely important step towards an all-optical quantum computer.

Linux

Microsoft lover mere hjælp til Hyper-V understøttelse i Linux

- Via Version2 - , redigeret af Emil , indsendt af arne_v

En del kiggede en ekstra gang, da Microsoft i juli bidragede 20.000 linjer kode til Linux-kernen for at øge kompatibiliteten med deres Hyper-V virtualiseringsplatform.

Siden bidraget har det dog været småt med involvering fra Microsofts side, så lidt, at Linux-udvikler Greg Kroah-Hartman på sin blog skriver, at hvis de ikke snart hjælper, så vil koden blive fjernet fra kernen igen.

Kroah-Hartman har selv lavet over 200 patches til Microsofts kode, og hos Microsoft erkender man nu, at der skal ske noget. Version2 har haft en snak med Hank Janssen, leder af Microsofts Open Source Technology Center, og han kan bekræfte, at Microsoft har været for passive i sagen, men at det nu vil ændre sig.

Hank Janssen til Version2 skrev:
Jeg har personligt brugt meget tid på at gennemgå de mere end 200 ændringer, og det tager tid. Men Gregs kritik er absolut gyldig, og det får også den konsekvens, at jeg selv inden for den næste uge eller to vil ændre min rolle til at fokusere på Hyper-V-integrationen i Linux-kernen.

Janssen har ifølge Version2 allerede taget kontakt til Kroah-Hartman.