mboost-dp1

Bonhams & Butterfields

Køb en T-Rex i USA

- Via Bonhams - , redigeret af Emil

Kunne du tænke dig dit helt eget Tyrannosaurus Rex-skelet stående hjemme i stuen? Det har du nu muligheden for, hvis altså du har nogle millioner dollars, du ikke lige ved, hvad du skal bruge til.

Auktionshuset Bonhams & Butterfields sætter nemlig et skelet fra en T-Rex på auktion i Las Vegas d. 3. oktober. Skelettet er monteret på et stativ til udstilling og er 66 millioner år gammelt. Det blev fundet nær Buffalo for over 15 år siden, og består af 170 knogler, hvilket er ca. halvdelen af T-Rex’ens samlede antal knogler. Kraniet vurderes ligeledes til at være blandt de mest komplette Tyrannosaurus-kranier, der eksisterer.

I 1997 blev et lignende T-Rex-skelet solgt for $8,3 mio. – svarende til godt 50 mio. kr.

Ud over T-Rex’en kommer der også 50 andre fossiler under hammeren.

Pliant Technology

Ny SSD sætter nye standarder for ydelse

- Via DailyTech - , redigeret af Emil

Markedet for SSD-enheder udvikler sig meget hurtigt for tiden; det er især de etablerede firmaer som Kingston, Samsung, OCZ, Intel m.fl. man hører om, men nu rykker det hidtil ukendte firma Pliant Technology ind i rampelyset.

Firmaet, der blev grundlagt i 2006, har netop annonceret deres bud på en SSD tiltænkt enterprise-markedet, også kaldt Enterprise Flash Drive (EFD). Pliant Technology kommer med en disk i 3,5″ og 2,5″ størrelse, hvor førstnævnte kommer med en kapacitet på 150 og 300 GB, imens 2,5″-modellen kun findes i en kapacitet på 150 GB. Navnene er henholdsvis Pliant Lightning LS og Pliant Lightning LB.

Det bemærkelsesværdige ved diskene er ydelsen, der er markant højere, end hvad konkurrenterne kan præstere. Læse og skrivehastighederne er på 500MB/sek. og 320 MB/sek. for 3,5″-modellen mens lillebroren er på 420MB/sek. og 220MB/sek. Det mest markante er dog IOPS, der for 3,5″-modellen når op på hele 180.000 og for 2,5″-modellen 140.000 IOPS. Til sammenligning yder en hurtig SCSI-disk omkring 200-300 IOPS, og Intels nyeste SSD når op på 35.000 IOPS.

På grund af de høje hastigheder kommer diskene med et serial-attached SCSI (SAS) interface, der kan levere op til 6 Gbps. Markant er det også, at Pliant Technology påstår drevet kan bruges uafbrudt i mindst 5 år, uden tab af ydelse eller data.

Microsoft Corporation

Zune HD måske på vej til Danmark

- Via The Inquirer - , redigeret af Emil

Når det kommer til Microsofts Zune-serie af medieafspillere, der nu er blevet reduceret til Zune HD-modellen, som er udgivet i USA i dag, har det været et rent nordamerikansk foretagende.

Med lanceringen af Zune HD ser det dog ud til, at Microsoft måske vil udvide til Europa og heriblandt Danmark. Således fremgår det af Microsofts Zune HD-pressemeddelelse, at Zunes video-tjeneste vil blive rullet ud i 17 internationale markeder.

Disse markeder omfatter: Canada, Australien, Østrig, Belgien, Danmark, Finland, Frankrig, Tyskland, Irland, Italien, Holland, New Zealand, Norge, Spanien, Sverige, Schweiz og Storbritannien. Pressemeddelelsen angiver desuden, at det vi ske i slutningen af efteråret.

Om det betyder, at Zune HD også kommer til disse lande, er ikke helt sikkert, men det er en udvidelse af Zune-konceptet. Zune HD kommer i fem forskellige farver, har OLED-skærm, en Nvidia Tegra-chip og kan afspille video i 720p, såfremt den er koblet til et fjernsyn. Priserne i USA er $220 for 16 GB-udgaven, mens 32 GB-udgaven vil stå i $290.

The Pirate Bay

TPB: IFPI skal ikke have penge fra et evt. salg

- Via Comon - , redigeret af Net_Srak

I forbindelse med salget af The Pirate Bay (TPB), der nu ser tvivlsomt ud, er det meningen, at Global Gaming Factory X skal give 60 millioner svenske kroner for sitet.

Pengene skal gå til firmaet bag TPB, der hedder Reservella og hører hjemme på Seychellerne. Ifølge stifterne af TPB har de ikke noget at gøre med dette firma og vil derfor ikke se noget til pengene.

Det ser dog ikke ud til helt at holde vand. Rasmus Fleischer, der har grundlagt PiratByran og har været med til at opbygge The Pirate Bay, offentliggjorde for nyligt en præsentation af, hvordan TPB kan afvikles og genopstå i en ny struktur.

Comon har haft fat i Fleischer i den forbindelse og han oplyser videre, at pengene fra et salg vil gå til en fond, der skal promovere et frit og åbent internet.

Rasmus Fleischer til ComON skrev:
Vi vil oprette en fond, der skal bruge pengene fra salget af Pirate Bay domænet til at kæmpe for et frit og åben internet. Der er Reservella der er den formelle ejer af Pirate Bay. Men Reservella ejer mest sitet på grund af jura og administration. Vi kan garantere, at Pirate Bay vil oprette en fond for pengene.

Direkte adspurgt, om det er gjort for, at IFPI ikke skal have nogen penge, er svaret er svaret klart:
Rasmus Fleischer til ComON skrev:
Ja det er hele grunden til, at vi gør det på denne måde. Vi har hele tiden sagt, at Pirate Bay ikke betaler rettighedshaverne en øre.

Se afviklingsplanen herunder.

SanDisk Corporation

SanDisk klar med lynhurtigt CF-kort

- Via Gizmodo - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Skak2000

I foråret kunne vi berette, at firmaet PreTec ville lancere et nyt CompactFlash kort (CF), der ville være det hurtigste i verden med en hastighed på op til 100 MB/sek.

Konkurrenten SanDisk følger nu trop med, hvad de selv kalder verdens hurtigste CF-kort. Kortet er også meget hurtigt, men det opnår “kun” en hastighed på 90 MB/sek. ved læsning og skrivning.

Hvem, der har ret, må afgøres ved en test, men faktum er, at hastigheden er en fordobling af, hvad SanDisk hidtil har kunnet levere. De nye CF-kort bliver en del af en ny serie kaldet SanDisk Extreme Pro og laves i kapaciteter på 16, 32 og 64 GB.

Vil man købe et af de nye kort, skal man være klar til at give en høj pris pr. gigabyte. Således vil den mindste udgave på 16 GB få en vejledende udsalgspris på 300 dollars, og den største model får en pris på 800 dollars.

SXC - creationc

Videosite ikke skyldig i brugernes brud på copyright

- Via CNET News - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Skak2000

I USA har det mindre videosite Veoh vundet en markant sejr i kampen mod de amerikanske filmselskaber, der mente, at Veoh var ansvarlig for det materiale på sitet, selskaberne havde ophavsret på.

Sejren betyder, at Veoh ikke kan gøres ansvarlig for, at brugerne har brugt sitet til ulovligt at lægge indhold op, der var copyrightbeskyttet. Veoh er i dag en meget lille spiller på markedet, men sagen kan få stor betydning i sagen mellem Viacom og Google (YouTube), hvor Viacom kræver 1 milliard dollars i erstatning.

Hos YouTube er man naturligvis glade for udfaldet i sagen, der er faldet på baggrund af den ellers omdiskuterede DMCA (Digital Millennium Copyright Act).

Zahavah Levine, YouTube skrev:
This decision reaffirms the judicial consensus and what we’ve known all along: the DMCA protects services like YouTube.

Hos filmselskaberne er man ikke overraskende af en helt anden holdning, og man har omgående valgt at anke dommen.

Intel

Intels markedsandel på sit højeste i 4 år

- Via CNET News - , redigeret af Emil

Intels andel af det globale marked for processorer har nået det højeste leje i 4 år i det andet kvartal af 2009.

Det skyldes til dels en lille stigning i antallet af solgte pc’er, hvilket har givet Intel 80,6 % af markedet. Den største andel siden deres 82,4 % i 2005.

Stigningen kommer på bekostning af AMD, der nu er nede på en 11,5 % markedsandel.

Finanskrisen kan dog stadig mærkes. Totalt set er antallet af solgte CPU’er faldet for både Intel og AMD siden sidste år.

Google

Læs nyheder med Google Fast Flip

- Via Google Blog - , redigeret af Emil , indsendt af Jace

Google er slet ikke nye på nyhedsfronten; Google News har eksisteret længe, men blot som en side, der samlede overskrifter og små underrubrikker om de forskellige nyheder, siden så linkede til.

Nu har Google imidlertid lanceret Google Fast Flip, en nyhedsservice der lader dig bladre igennem de forskellige nyhedssider, som man ville gøre det i et magasin.

Rent teknisk bladrer man igennem screenshots af de forskellige nyhedssider, som man så kan klikke sig ind på.

For at lancere servicen er Google gået sammen med over 30 nyhedssider, der leverer indholdet til Fast Flip. Partnerne vil så få en del af reklamepengene som modydelse.

Desuden regner Google med, at hvis folk hurtigere kan gennemgå nyheder, så vil folk læse mere. Ligeledes er idéen også, at nyhedssiderne kan få nye læsere, der normalt ellers ikke ville finde vej ind på netop deres side.

losslessaudioblog.com

Sony skal betale erstatning for XCP-rootkit

- Via TorrentFreak - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Skak2000

Der har gennem tiderne været flere forsøg på kopibeskyttelse af musik, en af metoderne vakte meget opsigt i slutningen af 2005. Det drejede sig om Sonys berygtede XCP-software, der fungerede som et rootkit.

Sony kom under voldsom kritik og måtte trække alle cd’er tilbage, der var udsendt med softwaren, men ikke før end de havde fået en række retssager på halsen.

En af disse sager blev anlagt i Tyskland, og der er netop faldet dom i den. Sony blev dømt skyldig i at være årsag til tab af data og spildt arbejdstid og skal på den baggrund betale en erstatning på 1.500 euro til anklager.

Anklager havde købt en cd med Anastacia, der forårsagede “infektionen” af rootkittet.

Flickr - Grantuking

Japan vil indføre DRM på alle mobiltelefoner i 2011

- Via Financial Times - , redigeret af Net_Srak , indsendt af LordMike

Er der et land i verden, hvor man er meget glade for mobiltelefoner, så er det i Japan, hvor man ofte også er længere foran med nye teknologier end andre steder i verden.

Nu ser det dog ud til, at japanerne kan se frem til en begrænsning i deres muligheder, idet myndighederne overvejer at indføre et DRM-system (kopibeskyttelse) på alle mobiltelefoner, der sælges fra 2011.

P.t. er den japanske musikindustri, myndighederne og online-musikbutikker i gang med samtaler, der skal munde ud i en aftale om, hvordan systemet skal virke.

Idéen er, at alle mobiltelefoner skal tjekke med en central server, om et givent stykke musik er en lovlig kopi eller ej. Netop i Japan giver det mening for musikindustrien, da over 90 % af alt musik, der downloades, sker fra mobiltelefoner.

Det vil ikke være muligt at undgå DRM-softwaren, idet de japanske teleudbydere, modsat de fleste andre steder i verden, kontrollerer hvilken software, der er på de mobiltelefoner, de sælger.