mboost-dp1

SXC - clix

Odense får center for partikelfysik

- Via Videnskab.dk - , indsendt af ktg

Den 24. november åbner “Center of Excellence for Particle Physics Phenomenology” i Odense som en del af Det Naturvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet.

Selvom centeret endnu ikke er åbnet officielt, så er forskere gået i gang med at benytte det for at finde frem til flere af universets gåder. Den daglige leder bliver professor Francesco Sannino, der vil arbejde på, at centeret når samme niveau og anerkendelse som MIT, Harvard og Yale.

Det bliver udelukkende teoretisk arbejde, der skal udføres på centeret, men Sannino håber, at partikelacceleratoren LHC kan bekræfte nogle af de teorier, de arbejder på. Udgangspunktet for centeret bliver Technicolor-modellen, der har en anden tilgang til stoffets oprindelse end supersymmetri teorien.

Målet er at finde ud af, hvor stof kommer fra, både det “almindelige” stof, men også mørkt stof, som man ved findes, men ikke har kunnet bestemme, hvad består af. En anden opgave bliver at finde ud af, hvorfor stof har masse.

Nvidia

NVIDIA letter på sløret for GT300 – Fermi

- Via Fudzilla - , redigeret af Pernicious

Efter den succesfulde lancering af ATI’s Radeon HD58xx serie af grafikkort er NVIDIA ved at være klar med den nye GT300 (kodenavn Fermi) GPU – en chip, der ifølge NVIDIA er et helt nyt design.

Der er tale om en CUDA-GPU med 3 milliarder transistorer og DirectX 11-understøttelse. Shadermæssigt består chippen af 16 klynger med hver 32 shader-enheder, altså 512 shadere i alt, og vil understøtte “Half Speed IEEE 754 Double Precision”-regneoperationer, hvilket betyder, at beregninger foregår med halv hastighed ift. Single Precision-beregninger. En stor forbedring for NVIDIA, der ellers har haltet lidt bagefter ATI på dette punkt. Den nye GPU kan desuden programmeres direkte i C++.

Cache-hukommelsen har gennemgået store forbedringer ift. NVIDIAs tidligere GT200-design, og størrelsen er også forøget: Hver af de 16 klynger vil have 64 KB level 1 cache og have direkte tilgang til hinanden via en fælles 768 KB unified level 2 cache. Det er et design meget tæt på den opbygning, man kender fra CPU-verdenen, og understreger NVIDIAs fokusering på brugen af grafikkort til generelle regneopgaver fremover.

Der er også kommet understøttelse af GDDR5 RAM (DDR3 kan stadig anvendes) og med en bus-bredde på 384-bit (50 % mere end Radeon HD58xx), er der mulighed for en RAM-båndbredde et pænt stykke over 200 GB/s med 5 Gb/s chips.

Med en RAM-mængde på op til 6 GB, og ECC-beskyttelse (fejlkorrigering, nødvendigt for matematiske beregninger) alt efter konfiguration, er der altså lagt op til tunge sager fra NVIDIAs side .

Clock- og RAM-hastigheder samt prisen kendes ikke endnu, men der hersker ingen tvivl om at ATI får kamp til stregen, med dette nye udspil fra NVIDIA.

De første billeder af kortet kommer fra den igangværende “GPU Technology Conference” i San Jose, Californien. Konferencen løber fra d. 30. september til d. 2. oktober og kan følges her.

En uddybende artiklel om Fermi – GT300-arkitekturen kan læses på Real World Tecnologies – Inside Fermi.

Surftown A/S

Surftown vælger at lukke for lovlig hjemmeside

- Via Surftown Blog - , redigeret af Net_Srak , indsendt af .dot

I går aftes kunne Ekstra Bladet bringe en artikel om hjemmesiden carulli.dk, der gjorde sig bemærket ved at bringe tegninger af børn i seksuelle aktiviteter eller værende udsat for tortur.

Det har efterfølgende ført til en heftig debat, idet politiet ikke har fundet siden ulovlig, fordi der er tale om tegninger. Politiets vurdering er kommet, efter Red Barnet har haft anmeldt siden til politiet.

Siden var hostet hos det danske hostingselskab Surftown, der i første omgang ikke ville gøre sig til smagsdommere, men i stedet følge gældende praksis og kun fjerne sider, som politiet beder dem om at fjerne.

Folkene bag Surftown har dog nu skiftet mening og valgt at tage sagen i egen hånd og lukket for adgang til siden, til trods for det kan føre til juridiske konsekvenser.

Thomas Folmann, Surftown skrev:
Jeg er yderst betænkelig over at skulle agere smagsdommer. I kølvandet på dette kan der meget vel komme en lang række sager, hvor det ikke er lige så nemt at tage afstand fra en hjemmesides indhold.

Omvendt får vi nu taget hul på et sæt etiske regler, og for at markere vores klare og utvetydige holdning er den respektive hjemmeside blevet lukket her til morgen.

Microsoft Corporation

Over 6.000 produkter er Windows 7-klar

- Via The Windows Blog - , redigeret af Net_Srak

Udgivelsesdatoen for Windows 7 nærmer sig med hastige skridt, og i den forbindelse er Microsoft nu ude og fortælle, at der vil være mange produkter, som vil kunne anvendes med det nye operativsystem.

Ligesom ved tidligere udgaver af Windows har Microsoft også denne gang lavet et kompatibilitetsprogram, der skal sikre, at et givent produkt vil fungere korrekt med Windows 7.

I den forbindelse kan Mark Relph fra Microsoft oplyse, at de har godkendt over 6.000 produkter, der dermed har lov til at bære Windows 7 kompatibelt-logoet.

For at kunne opnå logoet skal produkterne opfylde en række krav, der er en smule forskellige i forhold til tidligere. F.eks. skal et produkt virke under alle versioner af Windows 7, også 64-bit-udgaverne.

Google

Mozilla kritiserer også Chrome Frame

- Via CNET News - , redigeret af Emil

For en uge siden lancerede Google “Chrome Frame”, et plugin lavet til Internet Explorer 8, der ville give Microsofts browser mulighed for at anvende f.eks. HTML 5.

Det førte til en reaktion fra Microsoft, der kritiserede Google for at lave et plugin, der mindskede sikkerheden i IE8. Kritikken var nok forventet af mange, men nu kommer der mere kritik, og denne gang er den fra Mozilla.

Det er Mozillas tekniske underdirektør Mike Shaver, der kommer med kritikken. Han mener, Chrome Frame forplumrer det billede, brugerne har af browsere, og vil gøre det svære for dem at forstå behovet for at opgradere til en mere sikker browser.

Shavers løsning er simpel, webudviklere skal i stedet for at anvende Googles plugin henvise til, at brugeren bør opdatere til en nyere browser.

Microsoft

Microsoft Courier måske klar til sommer

- Via ZDNet Blogs - , redigeret af Emil

Ifølge den kendte blogger Mary Jo Foley, der har fokus på Microsoft, så er der mulighed for, at Microsofts Courier Booklet, som vi nævnte i sidste uge, vil udkomme allerede til sommer næste år.

Siden de første billeder og den første video blev vist af Courier, har der været godt gang i rygtemøllen. Foley er godt klar over, at oplysningerne ikke er bekræftet, og Microsofts officielle svar er da også, at de ikke kommenterer på rygter, men hun mener alligevel, at hendes kilde er tilforladelig.

Foleys kilde oplyser videre, at operativsystemet på Courier er Windows 7, hvilket hun anser som værende sandsynligt.

Hun er dog lidt overrasket over, at lanceringen allerede skulle ske til sommer, men angiveligt skyldes det, at Microsoft, ligesom med Xbox og Xbox 360, selv vil stå bag hardwaren.

Google

Google Wave udvider med 100.000 betatestere

- Via Google Blog - , redigeret af Emil , indsendt af Skak2000

I maj i år præsenterede Google for første gang deres nye Wave-projekt, som er Googles bud på, hvordan man vil gøre op med den traditionelle måde, kommunikation typisk foregår på, via e-mail eller chat (IM).

Som lovet i slutningen af juli åbner Google i dag op for, at 100.000 personer kan få lov til at deltage i en lukket betatest af Wave.

Hidtil har flere tusinde udvalgte personer fået lov til at teste og udvikle på Wave, og de næste 100.000 personer udvælges heller ikke tilfældigt. Det drejer sig om personer, der har deltaget som udviklere af tilføjelser til Wave, de første der skrev sig op til at komme med feedback samt udvalgte Google Apps-kunder.

Der er ingen forlydender om, hvornår Wave vil blive frigivet som åben beta, og Lars Rasmussen, manden bag Wave, påpeger, at der stadig er en del at lave.

Flickr - dweekly

Microsoft undgår bøde på 2,2 mia. kroner

- Via Seattle PI blog - , redigeret af Net_Srak

I april i år blev Microsoft idømt en bøde på 2,2 milliarder kroner, idet et nævningeting havde fundet det bevist, at Redmond-firmaet havde brudt et patent fra firmaet Uniloc Inc.

Nu har dommeren i sagen, William Smith, besluttet at omstøde dommen, idet han ikke finder, at nævningene havde god nok indsigt i sagen til at foretage en korrekt dom.

Ikke overraskende er Microsoft meget glade for beslutningen.

Kevin Kutz, Microsoft talsmand skrev:
We are pleased that the court has vacated the jury verdict and entered judgment in favor of Microsoft.

Hos Uniloc er direktør Ric Richardson noget overrasket over den omstødte dom og påpeger, at det aldrig har drejet sig om pengene, men det etiske i at bryde hans patent. Richardson vil nu overveje, hvordan han vil reagere på den omstødte dom.

Apple Inc.

Apple forsøger igen at installere uønsket software under Windows

- Via ZDNet Blogs - , redigeret af Net_Srak

Har man f.eks. iTunes installeret på sin computer, har man også Apples opdateringsværktøj installeret, der løbende holder øje med, om den Apple-software, man har installeret, er af nyest udgave.

Det er en rigtig godt idé at holde sin software opdateret, så et opdateringsprogram virker som et fornuftigt træk. Apple har dog tidligere vist, at de også gerne vil installere software via programmet, der ikke eksisterer på ens computer i forvejen, det drejede sig om deres browser Safari.

Nu har Apple gentaget den upopulære handling, denne gang med softwaren iPhone Configuration Utility, der er beregnet til virksomheder. “Opdateringen” dukker op i listen over opdateringer og er valgt som standard, til trods for man måske slet ikke har en iPhone.

Inkluderingen af softwaren har vakt undren og vrede mange steder, og om det er pga. dette, eller om der blot var tale om en fejl, er uvist, men nu er softwaren fjernet fra listen igen.

Intel

Apple er ikke indblandet i Light Peak

- Via CNET News - , redigeret af Emil

Først annoncerede Intel, de var i gang med at udvikle en ny fiberoptisk-kommunikationsmetode; siden blev Apple nævnt som værende dem, der havde opfordret Intel til at lave teknologien, nu afvises det, at Apple har noget med teknologien at gøre.

Det drejer sig om Intels Light Peak-teknologi, der gør det muligt at overføre data med 10 Gbps via et nyt optisk interface, der er markant billigere og mindre end hidtidige optiske løsninger.

De nye oplysninger stammer fra flere forskellige kilder i industrien, uden det dog oplyses specifikt hvorfra. Intel skulle ifølge oplysningerne have arbejdet på Light Peak længe inden Apple og andre fik lov at komme med feedback til teknologien.

Intels Jason Ziller, der er ansvarlig for firmaets optiske IO-program, oplyser sideløbende, at de har udviklet alt omkring Light Peak-teknologien. Han kan desuden oplyse, at de ikke selv vil producere det færdige produkt, men at det vil blive overladt til tredjepart.