mboost-dp1

Google

Chrome får indbygget pdf-understøttelse

- Via The Register - , redigeret af Net_Srak , indsendt af XERXES

I forbindelse med lanceringen af Google Chrome 5.0 fik browseren indbygget understøttelse for Adobe Flash, og nu udvider Google funktionaliteten til også at understøtte pdf-filer.

I den nyeste udviklingsudgave af Chrome er det således ikke nødvendigt at installere Adobe Reader for at kunne læse pdf-dokumenter i sin browser.

Ved ikke at lade det være op til et plug-in, om der er pdf-understøttelse, kan Google eliminere en række problemstillinger, som plug-ins normalt medfører. Det drejer sig om kompatibilitet, ydelse og sikkerhed, faktorer der alle forbedres ved at indbygge funktionen direkte i browseren.

Ligesom med integrationen af Flash vil Google hele tiden sørge for at pdf-funktionaliteten er konstant opdateret. For yderligere at øge sikkerheden vil pdf-dokumenter blive åbnet i deres egen “sandkasse”, så de ikke kan påvirke resten af browseren, skulle der være en fejl eller et sikkerhedshul.

Vil du prøve den nye funktion, kan du læse her, hvordan du skifter over til udvikler-udgaven af Chrome.

Google Inc.

Google klar med kommandolinje-værktøj

- Via Google Open Source Blog - , redigeret af Net_Srak , indsendt af coday

Når man skal have opdateret eller ændret indhold på en af de tjenester, Google tilbyder på nettet, f.eks. Picasa eller Blogger, gør man det normalt via sin browser eller evt. et program med en fin grafisk brugerflade.

Nu er det også blevet muligt at gøre det fra en kommandolinje, idet Google har frigivet softwaren GoogleCL, hvor CL står for Command Line.

Med GoogleCL er det muligt at opdatere eller ændre indhold på tjenesterne Blogger, Calendar, Contacts, Docs, Picasa og YouTube.

Programmet er meget simpelt at benytte og kan findes til Ubuntu og Debian, ligesom personer uden for Google også har lavet versioner til Mac og Windows.

IBM

Supercomputer skal deltage i Jeopardy

- Via New York Times - , redigeret af Net_Srak

Det er over 10 år siden, at IBM’s supercomputer slog verdens bedste skakspiller, nu har ingeniørerne kastet sig ud i en ny udfordring, de vil slå verdens bedste Jeopardy-spillere.

Opgaven skal løses af supercomputeren Watson, som IBM har arbejdet på de seneste tre år. Endnu kan computeren ikke slå mennesket, men den har vist så gode takter, at producerne af den amerikanske udgave af Jeopardy vil lave en udsendelse med den engang i efteråret.

Den store udfordring for IBM er, at computeren skal kunne forstå og svare på spørgsmål stillet helt almindeligt. Spørgsmålet skal tolkes korrekt for at kunne finde det korrekte svar i Watsons store database over paratviden.

Målet for IBM er at udvikle en søgeteknologi, hvor man kan spørge sin computer om noget blot ved at stille et spørgsmål, som havde det været til et menneske.

Du kan se en video af Watson i aktion herunder, optaget hos IBM hvor de har lavet deres eget lille Jeopardy-show.

Durex A/S

Dansk it-system kan redde menneskeliv

- Via Version2 - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Jonasee

Når vi som mennesker bliver ramt af en alvorlig infektion, er behandlingsmetoden oftest at anvende antibiotika. Desværre er flere og flere bakterier begyndt at blive resistente, nogle tilmed multiresistente; den udvikling vil et nyt dansk it-system prøve at bremse.

Systemet hedder Treat og er lavet for at kunne give en mere effektiv behandling med antibiotika. Ligesom der findes mange forskellige bakterier, der kan give infektioner, så findes der også forskellige antibiotika. Treat kan, ved at sammenholde en lang række oplysninger, foretage et bedre gæt end lægerne om, hvilken type antibiotika en patient skal behandles med for at stoppe infektionen.

Ifølge Version2 viser en undersøgelse på Hvidovre Hospital, at en tredjedel af alle antibiotika-behandlinger i dag er virkningsløse, hvilket er på niveau med, hvad man ser på hospitaler i Europa generelt.

De første forsøg med Treat viser, at effektiviteten af behandlinger kan øges med 31 %, hvilket vil svare til, at der på Hvidovre Hospital kan reddes 100 liv om året. Set på hele Europa vil det tal vokse til 60.000 menneskeliv.

Systemet er udviklet af danske Judex i samarbejde med Aalborg Universitet og vil koste et hospital 750.000 kroner, et beløb som vil kunne spares på blot 6 måneder alene på antibiotika-regningen.

D-Link

Usikker Wi-Fi-kryptering bliver aflivet

- Via Wi-Fi Networking News - , redigeret af Net_Srak , indsendt af kastrup

Det er stadig forholdsvis nemt at finde trådløse netværk, der ikke er beskyttede, men selv en lang række af de netværk, hvor der er aktiveret kryptering, er ikke særlig sikre.

Årsagen er de valgte krypteringsmetoder, hvoraf flere af dem kan brydes relativt nemt og derfor yder falsk sikkerhed. Det vil man fra Wi-Fi Alliance nu have lavet om på.

Metoden er simpel, de usikre metoder skal fjernes i fremtidigt trådløst netværksudstyr, hvis de vil være Wi-Fi-certificerede.

I første omgang er det krypteringen WPA-TKIP, som skal fjernes, hvilket vil ske fra januar 2011, hvor den i første omgang forbydes i accesspoints, og i 2012 i alt trådløst netværksudstyr.

I 2013 kommer turen til WEP, der ligeledes først bliver bandlyst i alle nye accesspoints og i 2014 i alt Wi-Fi-udstyr. Sidst kommer dødsstødet til WPA2-Mixed Mode, som forbydes i 2014.

Dermed vil der kun være en krypteringsmetode tilbage, WPA2-AES, der er godkendt, og som endnu ikke har vist svaghedstegn.

Flickr - bongo vongo

Sikkerhedsfejl i VPN afslører torrent-brugere

- Via TorrentFreak - , indsendt af coday

Det er stadig meget populært at anvende BitTorrent som fildelingsmetode, til trods for at flere retssager er gået imod en række store torrent-sites. Det har dog haft den effekt, at flere beskytter deres identitet ved at skjule deres ip-adresse via en VPN-forbindelse, men nu viser det sig, at den metode er hullet.

Problemet er en fejl i PPTP-baserede VPN-forbindelser fra computere, der også anvender IPv6, hvilket som standard er installeret på alle computere med Windows Vista og Windows 7.

Tjenester som Ipredator og Relakks er PPTP-baserede og derved sårbare for fejlen, der gør det muligt at finde frem til en brugers egentlige ip-adresse og mac-adresse. Det kan lade sig gøre, fordi der i IPv4-pakkerne bliver sendt IPv6-informationer med, og her indeholder IPv6-adressen både brugerens ip- og mac-adresse.

Fejlen blev offentliggjort for nyligt til Telecomix Cipher-konferencen, hvor det også fremgik, at det svenske Antipiratbyrån måske allerede har udnyttet fejlen til at lokalisere BitTorrent-brugere.

Yderligere informationer om fejlen kan findes i en præsentationsvideo fra konferencen herunder, ca. 2 timer og 30 min inde i videoen.

GotWind

Oplad mobiltelefonen med gummistøvlerne

- Via Springvise - , redigeret af Net_Srak , indsendt af bonna

Der findes mange måder at oplade en mobiltelefon på, og i forbindelse med årets mange festivaler, så satser teleselskabet Orange på dårligt vejr, idet de har lavet en prototype af gummistøvler, der kan oplade ens mobiltelefon.

Sålen i gummistøvlerne er lavet så den kan konvertere varme til elektricitet, der ifølge Orange, kan oplade ens mobiltelefon i en time, hvis man har gået rundt i dem i 12 timer.

Gummistøvlerne har fået navnet Orange Power Wellies og er udviklet i samarbejde med firmaet GotWind, der specialiserer sig i alternative energikilder.

Den første test for gummistøvlerne vil ske til den kendte Glastonbury Festival, der finder sted fra den 23. juni til den 27. juni i Storbritannien.

HTC

HTC klar med Hero-opdatering

- Via HTC - , redigeret af Pernicious

Den længe ventede Android 2.1-opdatering til Hero er efter flere forsinkelser endelig blevet annonceret til at komme sidst i denne måned. Opdateringen kommer i to dele, hvor den første del vil komme i denne uge og automatisk vil blive opdaget af telefonen.

Den anden del skulle ifølge HTC komme sidst i denne måned og vil slette al data på telefonen. Derfor anbefaler HTC, at man laver en backup af telefonen, inden man påbegynder opdateringen.

HTC har været under kritik for at have ladet deres bruger, som ikke havde deres nyeste model af mobiltelefoner i stikken, og opdateringen har da også været længe undervejs. Den blev første gang annonceret i marts, men blev gentagende gange forsinket af ukendte årsager.

WordPress

WordPress 3.0 blogging-software frigivet

- Via WordPress - , redigeret af Net_Srak , indsendt af kastrup

Et af de mest udbredte blog-systemer i verden, WordPress, er netop udkommet i version 3.0. Til trods for versionen “kun” er nået op på 3, så er det den trettende større opdatering siden den første udgivelse.

Version 3.0 er resultatet af over seks måneders arbejde foretaget af 218 bidragydere, der tilsammen har lavet over 2.700 ændringer. Af disse er 1.217 af dem fejlrettelser i forhold til den forrige version.

Det er naturligvis også blevet til en række nyheder, hvor blandt introduktionen af et helt nyt tema, kaldet Twenty Ten, hører til en af de større, som nu anvendes som standard temaet.

Netop temaer er blevet nemmere at lave med indførelsen af flere nye API’er, der gør det nemt at ændre baggrunde, menuer, osv.

Du kan læse meget mere om den nye udgave ved at følge linket til kilden, eller lære mere ved at se videoen herunder.

Palm

HP: Der er nye Palm-enheder på vej

- Via PreCentral.net - , redigeret af Emil

Da Hewlett-Packard købte Palm og dermed fik kontrol over både Palm-telefonerne samt det tilhørende operativsystem, WebOS, var udmeldingen, at der ikke ville komme flere smartphones.

Siden har der været spekulationer om, om der ikke alligevel vil komme en telefon, men det eneste, der er sluppet ud vedrørende WebOS-produkter, har omhandlet en printer.

Nu forlyder der dog nye toner, idet holdet, som er ansvarlige for kontakt til udviklere, har meddelt, at det kommende år vil blive meget spændende.

Hvad præcist der er så spændende, er ikke oplyst, men de vil dog gerne fortælle, at der kommer både nye enheder og en ny version af WebOS.